Sprogcenter åbner på Hovedgaden i Hvalsø

Den 3. april slår Næstved Sprog- og Integrationscenter dørene op på Hovedgaden 7 i Hvalsø, og byder velkommen til integrationsborgere i Lejre Kommune.

Skrevet den. 24. marts 2017

Sprogcenteret har været længe ventet, idet kommunen har været igennem et udbud, hvor Næstved Sprog- og Integrationscenter, NSI, vandt blandt flere bydere.

- Jeg ser meget frem til det kommende samarbejde med Næstved Sprog- og Integrationscenter. Sprogcentreret bliver en vigtig aktør og vil komme til at løse en utrolig central opgave i det samlede integrationsarbejde. Samtidig får vi nu muligheden for et tættere samarbejde mellem virksomheder, frivillige og Lejre Kommune – fordi sprogcentret ligger i lokalområdet, siger udvalgsformand, Christian Plank, Udvalget for Job & Arbejdsmarked.

Undervisning også aften og weekend
Når sprogcentret åbner, vil der være mulighed for såvel dag-, aften og weekendundervisning, foruden mulighed for selvstudie hjemmefra via digitale medier.
Det betyder, at der vil være gode muligheder for at modtage sprogundervisning, hvad enten man er i arbejde, går på uddannelse eller fortsat arbejder på at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Vi har glædet os meget til at sprogcenteret skulle åbne, og vi er særligt glade for, at det bliver placeret centralt i Hvalsø, hvor også Jobcenteret ligger. Den centrale beliggenhed er fremmende for det kommende samarbejde, udtaler afdelingsleder i Jobcenteret Lasse Bjerregaard.

Sprogcentret åbner officielt mandag den 3. april, hvor udvalgsformand Christian Plank byder velkommen til Lejre Kommune i sprogcentrets nye lokaler.