Naturklub for børn med handicap i Lejre indtager Bidstrupskovene

Der var grin og glade stemmer i luften, da Red Barnets nye naturklub for børn med handicap i Lejre Kommune havde første møde i Bidstrupskovene den 29. april. – Naturklubben er en rigtig god idé. Den giver børn med handicap nogle muligheder, de måske ellers ikke ville have haft, siger udvalgsformand Villy Hauritz, Udvalget for Børn & Ungdom.

Skrevet den. 5. maj 2017

Det var forventningsfulde børn, der med forældre, søskende og andre familiemedlemmer havde sat kursen mod Bidstrupskovene for at nyde en dag sammen i det grønne. Seks familier mødtes med Red Barnets frivillige til det første møde i den nye naturklub for børn med handicap. Formålet med klubben er at give naturoplevelser og friluftsoplevelser til børn, som på grund af funktionsnedsættelse og handicap ikke ellers er så meget ude i naturen.

- Vi ønsker med naturklubben at styrke og udvikle børn med et handicap eller en funktionsnedsættelse og samtidig inddrage deres familier. Allerede på det første møde oplevede vi børnenes glæde ved at få lov til at slå sig løs i naturen og lave ting, som de ikke plejer i deres hverdag. Der var smil fra øre til øre, og jeg ser meget frem til de kommende møder, siger Red Barnets naturvejleder, Morten Kjelmann.

Fællesskaber for både børn og familier

Dagen forløb over alt forventning, og de naturglade børn fik både mulighed for at kløve brænde med en sikker brændeflækker og samle ingredienser rundt omkring i skoven til en lækker grøntsagssuppe, som blev tilberedt over bål. Særligt suppen var populær, da forårsvejret endnu ikke helt havde indfundet sig på den kolde lørdagsformiddag. Klubben havde lånt bålhuset ved udflytterbørnehaven Peter Hus af Københavns Kommune, og der var dermed let adgang til både opdagelsestur i skoven og bålfaciliteter.

Selvom klubben er for børn, er der også fokus på fællesskaber for familierne. Forældrene havde gode snakke over bålkaffe og –te, ligesom børnenes søskende ivrigt tog del i legene og aktiviteterne.

Udvalgsformand for Udvalget for Børn & Ungdom i Lejre Kommune, Villy Hauritz, er meget positiv over for klubben og det store engagement, som de frivillige yder.

- Naturklubben og de dedikerede frivillige gør en stor forskel for det enkelte barn og barnets familie. Dette er et frirum, som giver muligheder for naturaktiviteter, som barnet måske ellers ikke ville opleve. Det ligger rigtig fint i tråd med Lejre Kommunes strategi ”Vores Sted”, hvor vi gerne vil sætte fokus på berigende fællesskaber, og på hvordan naturen og naturoplevelser kan bidrage til det gode liv for borgerne i vores kommune.

Bliv frivillig hjælper ude i naturen

Familierne i naturklubben mødes cirka en gang om måneden. På trods af at klubben netop er startet op, har Red Barnet allerede oplevet stor interesse for tilbuddet - både fra familier, der ønsker at komme med i klubben, men også fra forskellige handicaporganisationer. Derfor opfordrer Red Barnet alle, der har lyst til at være frivillig og har lyst til at bruge en dag om måneden sammen med børn og deres familier ude i naturen, til at kontakte Red Barnet og høre nærmere.

Naturklubben i Lejre er finansieret af Kavli Fondet og udviklet i samarbejde med Handicapidrættens Videnscenter og Lejre Kommune.

Kontaktoplysninger:
Udvalgsformand Villy Hauritz, tlf. 2128 3311, viha@lejre.dk
Naturvejleder i Red Barnet,  Morten Kjellmann, tlf. 3051 0929, mkj@redbarnet.dk