Fyld kurven – og se hvad Lejre kan byde på

20 af Lejre Kommunes lokale fødevareproducenter er gået sammen om ”Lejre Gårdbutik” og stiller op på Ledreborg Livstilsdage den 25.-28. maj. – Det er et godt udstillingsvindue for vores lokale fødevareerhverv, siger udvalgsformand Grethe Saabye, Udvalget for Erhverv & Turisme.

Skrevet den. 19. maj 2017

Når de omkring 20.000 gæster besøger slotsparken på Ledreborg i Kristi Himmelfartsdagene, vil nogle af Lejre Kommunes madhåndværkere og fødevareproducenter være til stede. På området ved Slotsladen er der nemlig i år bygget en stand – en stor fælles Lejre Gårdbutik – hvor lokale producenter får rig mulighed for at give en smagsprøve på, hvad de kan tilbyde.

Gårdbutikken vil være fyldt med friske, ferske, frosne, syltede, bagte og fermenterede produkter, og de besøgende vil kunne fylde en kurv med varer til en god middag, en brunch og finde lokale lækkerier til gaveideer.

Udvalget for Erhverv & Turisme støtter deltagelsen i Livsstilsdagene, fordi det er god branding af vores lokalområde, fortæller udvalgsformand Grethe Saabye:

  • Fødevareområdet er i vækst i Lejre Kommune, og det vil vi gerne vise frem. Ved Livstilsdagene kommer der rigtig mange besøgende udefra, som gerne må blive opmærksomme på de kvaliteter der er ved lokalområdet – blandt andet vores mange dygtige erhvervsdrivende inden for kvalitetsfødevarer, slutter hun.

Kokketrick og hygge ved bordene

Et udpluk af aktiviteterne, man kan opleve i Lejre Gårdbutik:

  • I år vil der igen være et aktivt køkken, hvor der udbydes smagsprøver og deles viden om fødevarer og madhåndværk.
  • Torsdag vil Plejecenter Bøgebakkens personale fortælle om og uddele små nærende og kreative mellemmåltider. 
  • Fredag vil Kattinge Kraut fortælle, hvordan man får succes med at fermentere. Per Arnmark giver smagsprøver på denne nye populære spise. Om eftermiddagen vil frivillige fra Tadre Mølle fortælle om deres mølleri og give smagsprøver på brød lavet af møllens eget mel.
  • Lørdag fortæller certificeret fiskeguide Keld Juul Michaelsen fra Fishing Zealand om lystfiskeri og i udvalgte tidsrum vil Keld servere en lokal specialitet ”Sol over Lejre” som er røget hornfisk på rugbrød, med purløg og det toppes med en lille tår øl fra Herslev Bryghus.
  • Søndag midt på dagen giver Olsens smagsprøver på cider, øl og mjød, og om eftermiddagen vil den lokale gourmetrestaurant Herthadalen give smagsprøver på mad fra Nationalparken, så der venter de besøgende mange gode smagsoplevelser.
  • Lejre Turistforening vil være på standen på udvalgte dage og fortælle de besøgende om alle Lejres gode turistattraktioner og have små overraskelser i ærmet. Både de lokale og de besøgende fra andre dele af Sjælland kan få ideer til oplevelser i Lejre, som har et stort udvalg i lokalhistorie, kunstnere, naturperler og gastronomiske aktører.