Du kan faktisk få det meste i Osted

Osted har formået at fastholde et pænt udvalg af butikker, der tilsammen giver lokalsamfundet et ganske stort sortiment af dagligdags fornødenheder og gaveideer.

Lone Frandsen (th), som siden 1987 har ejet Dankids i Osted sammen med sin mand, Niels Frandsen (tv), havde før jul besøg af borgmester Carsten Rasmussen i forretningen på Langetoften 2, hvor Lone Ibsen (nummer to fra højre) er butiksmedarbejder.

Skrevet den. 20. februar 2017

At byen er i stand til dette skyldes ifølge Lone Frandsen, indehaver af Dankids, et unikt sammenhold mellem de cirka ti forretningsdrivende plus en stor opbakning fra beboerne.

Hvis jeg vil til at forhandle en ny vin i min forretning, så tjekker jeg lige med slagteren, hvad han har af vin, så vi ikke sælger den samme. Og sådan er det hele vejen rundt. Vi prøver at supplere hinanden i stedet for at udbyde de samme varer. Jeg tror, at det er en af grundene til, at vi har så stor opbakning blandt lokalbefolkningen. Du kan faktisk få det meste i Osted, siger Lone Frandsen.

Holdt lukningstruet butik i live

Hendes egen forretning er et godt eksempel på den mentalitet, der præger det lokale butiksliv. Den er fra 1987 og lå indtil for syv år siden på Hovedgaden. Men da Roskilde Bank drejede nøglen om, købte hun og hendes mand bygningen på Langetoften og flyttede deres forretning dertil.

I nabobygningen lå en købmandsbutik, der havde det svært.

Det blev tydeligere og tydeligere, at det ville ende med en lukning, men for at undgå have en død butik liggende lige ved siden af, købte vi købmandsforretningen, mens den endnu var i gang. Vi rev skillevæggen ned og inddrog ca. halvdelen af butikslokalet i vores egen forretning, hvor vi åbnede med isenkram, blomster og legetøj, fordi vi syntes, at det var noget, byen manglede. Den anden halvdel lejede vi ud til Osted Ost. Så vi på den måde kunne holde liv i hele bygningen, fortæller Lone Frandsen.

En blandet landhandel

Dankids har udviklet sig fra en traditionel børne- og dametøjsbutik til nu også at sælge blomster, isenkram, legetøj – og såmænd også briketter, træpiller og spåner.

Vi holder forretningen i gang ved at have et stort udvalg, siger Lone Frandsen. Og kunderne er rigtig søde til at bakke os op. Hvis de skal have noget i isenkrammen, som vi ikke har hjemme, så venter de bare på, at vi bestiller det hjem i stedet for at køre ind til byen og købe det dér. Vi kan mærke, at folk godt gider en butik, der har lidt af hvert. Vi gør også meget ud af at finde de gode tilbud hos leverandørerne og give dem videre til vores kunder. Og leverandørerne behandler os også godt.

Et uformelt samarbejde

De handlende i Osted samarbejder på ganske uformelt plan. Der er ingen bestyrelse eller formand. De snakker bare sammen, og alle bakker altid op, når der skal være sjov i gaden, både til pinse, når Hovedgaden bliver spærret af, og til Halloween, hvor alle forretningsdrivende er aktive. Eller en tilfældig lørdag, hvis en af forretningerne synes, at nu trænger der til at blive gjort lidt ekstra for kunderne.

Unaturligt godt butiksliv

Vi har nærmest et unaturligt godt butiksliv. Det er fedt, at vi kan have så mange butikker. Bortset fra det gamle butikscenter, hvor der var en eksplosion i 2015, har vi ingen tomme butikker. Det skyldes, at vi har det godt med hinanden, både forretningerne imellem og med kunderne.
Mange kunder siger til os, at de handler her nu, så butikkerne også er her, når de selv bliver gamle og ikke er så mobile mere. Her kommer også mange fra de andre byer i kommunen. De er da fantastisk, at de stopper her i stedet for at køre videre til Roskilde. Jeg tror, at de godt kan lide den nærhed, der er over byen, siger Lone Frandsen.