Lejre Kommune vil have flere børn op på cyklen med kampagnen ”Alle Børn Cykler”

Aktive børn lærer mere, og cykling hver dag giver god motion. I Alle Børn Cykler dyster skolebørn i september om at cykle så meget som muligt både til og fra skole og i selve undervisningen.

Skrevet den. 11. august 2017

Når tusindvis af skolebørn til september deltager i Cyklistforbundet og TrygFondens kampagne Alle Børn Cykler, gælder det om at cykle så mange dage som muligt i den store dyst om seje præmier. Hver dag på cyklen giver point, og brug af cykelhjelm tæller dobbelt.

Seje børn styrer selv

Lejre Kommune er en af de indtil videre 95 kommuner, der som samarbejdspartner på kampagnen arbejder for, at flere børn i kommunen kommer op på cyklen og får mere daglig motion.

- I en tid hvor cykelkulturen er under pres, og hvor hvert tredje nye skolebarn bliver kørt til skole af deres forældre, er det særligt vigtigt at give børnene mulighed for at cykle. Sunde vaner grundlægges i barndommen, og derfor er det vigtigt at introducere en aktiv transportform helt fra begyndelsen, siger udvalgsformand Martin Stokholm, Udvalget for Teknik & Miljø i Lejre Kommune.

Fysisk aktivitet ind i undervisningen

Kampagnen handler også om at kombinere fysisk aktivitet og indlæring i fag som matematik, dansk, biologi eller samfundsfag med aktiviteter som grammatik-cykelstafet og matematisk cykelstjerneløb.

- Motion og fysisk bevægelse forbedrer børns evne til at koncentrere sig, og med cykler er det nemt at integrere bevægelse og læring. Cykler kræver ingen særlige fysiske rammer eller store idrætsanlæg – bare en skolegård og nogle gode undervisningsmaterialer, som lærerne kvit og frit får adgang til med Alle Børn Cykler, siger kampagneleder i Cyklistforbundet, Lasse Skou Hauschildt.

Guide til forældre

Kampagnen henvender sig også til forældre, for cyklen er et stærkt redskab, når det gælder om at styrke børns motorik, balanceevne og rum-retningssans.

Derfor kan forældre nu på www.abc-abc.dk finde inspiration til cykellege også til de helt små børn, anbefalinger til brug af hjelm, køb af børnecykler og meget mere.

- Hvert tredje barn, der starter i skole, har problemer med motorikken. Derfor er det vigtigt, at både lærere og forældre hjælper børn til at opleve glæden ved at cykle og få mere bevægelse ind i deres hverdag, siger Lasse Skou Hauschildt.

Det er den enkelte lærer, der tilmelder sin klasse til kampagnen, og netop nu strømmer tilmeldinger fra skoler over hele landet til årets kampagne ind på www.abc-abc.dk. Sidste år deltog 135.990 skoleelever i kampagnen. Fra Lejre Kommune deltog 49 klasser, altså over 1000 elever, og kommunens målsætning er at få endnu flere med i år.

FAKTA: ALLE BØRN CYKLER
Cyklistforbundets og TrygFondens kampagne Alle Børn Cykler kører på skoler over hele landet den 4.-17. september 2017. Det er gratis at være med i kampagnen, der tilbyder lærere gratis undervisningsmaterialer til at inddrage cyklen i undervisningen. I kampagnens to uger samler eleverne point ved at cykle så mange dage som muligt – både til skole og i fritiden. Cykler man med cykelhjelm, giver det ekstra point. Efter kampagnen deltager klasserne om sjove og lækre præmier – bl.a. nye cykler til alle elever i en klasse og fede klassefester. Tilmeldingen frem til 18. august på www.abc-abc.dk. 

HVEM DELTAGER I KOMMUNEN
Se hvilke skoler og klasser, der pt. er tilmeldt Alle Børn Cykler: www.abc-abc.dk/Om-ABC/Talogstats.aspx  

 WEB + FACEBOOK
www.abc-abc.dk
www.facebook.com/alleborncykler

UNDERSØGELSER
Når børn cykler, går eller løber til skole, er de bedre til at koncentrere sig, end de børn, som bliver kørt i bil. Det viser en undersøgelse foretaget af et samarbejde mellem Forskningscenter OPUS og Dansk Naturvidenskabsformidling. Læs mere på www.abc-abc.dk/Om-ABC/Forskning.aspx

Hvert tredje barn har motoriske problemer, når det kommer i skole. Det viser en undersøgelse baseret på sundhedsplejerskers journaldata på knap 8.000 børn i hovedstadsområdet. Læs mere på www.si-folkesundhed.dk/upload/%C3%A5rsrapport_indskoling_motorik_2011_001.pdf