Loppemarked i Torkilstrup

Lørdag den 10. september er der mulighed for at gøre et kup, når Røde Kors, Bagergårdens Genbrug, Lejre Kommune og KARA/NOVEREN holder et fælles loppemarked på materielgården i Torkilstrup. Loppemarkedet er en forløber for en genbrugsbutik på genbrugspladsen i Torkilstrup, som er på vej.

Skrevet den. 2. september 2016

Genbrug er en af tidens hotteste trend. Ud over at genbrugsting kan være med til at skabe en unik boligindretning eller et smart ”look”, er det også godt for miljøet, fordi det er med til at spare samfundet for ressourcer. Endelig giver salget af genbrugsting mange almennyttige organisationer mulighed for at tjene penge, som går til forskellige former for velgørende arbejde.

Derfor er Røde Kors, Bagergårdens Genbrug, Lejre kommune og KARA/NOVEREN gået sammen om at arrangere et loppemarked lørdag den 10. september. Loppemarkedet holdes på materielgården i Torkilstrup, der ligger lige opad genbrugspladsen og er åbent fra kl. 10.30 – 15.30.

”Vi håber at rigtig mange vil lægge vejen forbi loppemarkedet, så det kan blive et godt startskud på et forhåbentligt rigtig godt samarbejde mellem de lokale genbrugsbutikker, Kara/Noveren og Lejre Kommune om at få skabt mere genbrug i kommunen. Vi har åbnet materielgården for loppemarkedet, så der er plads til lidt ekstra besøgende denne dag”, fortæller Martin Stokholm, der er formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Lejre Kommune.

Sammen med Lejre Kommune åbner KARA/NOVEREN snart en direkte genbrugsbutik på genbrugspladsen i Torkil-strup. Formålet med projektet er selvfølgelig at sikre, at så meget som muligt genbruges – men også, at der skabes mulighed for lokale arbejdspladser og for forskellige typer af jobs, der støtter op omkring beskæftigelses- og integra-tionsindsatsen. Butikken drives efter det såkaldte ”hvile i sig selv”- princip, det vil sige, at et eventuelt overskud anvendes til at skabe yderligere arbejdspladser eller mere genbrug i butikken.

De ting, der sælges i butikken, er netop det ”affald”, som er afleveret i en særlig container på genbrugspladsen.

”Det, der er affald for en person, kan være et spændende gensalgs-fund for den rigtige køber”, fortæller borgmester i Solrød, Niels Hörup, der er bestyrelsesformand i KARA/NOVEREN. ”Der bliver afleveret så meget i den særlige direkte genbrugscontainer, at det dels vil blive solgt i genbrugsbutikken, dels vil de lokale velgørende organisationer fortsat kunne hente ting til salg på deres markeder og i deres butikker”, siger bestyrelsesformand Niels Hörup. ”Netop samarbejdet med de lokale velgørende organisationer er meget vigtigt for os”.

Loppemarkedet afholdes på parkeringspladsen ved Materielgården i Torkilstrup, Landevejen 75, 4060 kr. Såby, lørdag den 10. september fra kl 10.30 – 15.30.