Lejre inspirerer Gudbrandsdalen

En større delegation fra Gudbrandsdalen Kommune i Norge besøgte Lejre Kommune før efterårsferien for at høre mere om, hvordan kommunens satsning på økologi har skabt vækst og udvikling de seneste par år.

Skrevet den. 20. oktober 2016

Samarbejde skaber opmærksomhed

Delegationen fra Norge var blot den seneste i rækken af besøg fra udlandet. Siden sommerferien har også en delegation fra Bhutan og Sverige været forbi.

Gudbrandsdalen Kommune skal de næste tre år sætte fokus på lokale mad- og kulturoplevelser. Politikerne vurderer, at dette vil skabe en positiv udvikling i kommunen, hvis det lokale erhvervsliv vil være partnere i udviklingen.

Derfor var de 40 politikere, virksomhedsejere og ansatte i erhvervs- og turismeorganisationer især interesseret i at høre mere om samarbejdet i Lejre Kommune mellem landmænd, borgere, skoler, kirker, virksomheder, politikere og den kommunale administration. Der var også meget stor interesse for resultaterne af Lejre Kommunes position som den første økologiske kommune i Danmark.

Nye virksomheder bygger på nytænkning

Undervejs besøgte delegationen Lejre Økologiske Frugtlaug, Sagnlandet, Abbetved Aps, som er en nyere fødevarevirksomhed, der er groet frem ved et utraditionelt samarbejde mellem en gartner og en kok og Stensbølgård i Kyndeløse.

De er alle eksempler på organisationer eller virksomheder, som trives netop på grund af stærke samarbejder med partnere i og udenfor Lejre Kommune.

Formand for Udvalg for Erhverv & Turisme Grethe Saabye var vært for delegationen fra Gudbrandsdalen. Hun er også meget optaget af, hvordan nytænkende samarbejder kan skabe udvikling.

Vi ved at mindst 10 nye virksomheder er startet op i Lejre Kommune de seneste år netop på grund af Lejre Kommunes fokus på økologi og bæredygtighed. Men også fordi satsningen har skabt mulighed for helt nye partnerskaber”, fortæller formand for Udvalg for Erhverv & Turisme, Grethe Saabye.