Grønt Flag over Lejre

På ti år er antallet af Grønne Flag, der vajer over skoletagene i Lejre Kommune steget markant. Fra et enkelt flag uddelt i 2006, er der i år hele seks skoler, der får den eftertragtede anerkendelse.

Skrevet den. 15. november 2016

Otte af kommunens skoler har på et tidspunkt modtaget flaget. I fredags den 11. november var det så for anden gang Bramsnæsvigskolens tur, hvor borgmester Carsten Rasmussen stolt kunne sende flaget til tops og dermed belønne eleverne for deres arbejde med klimaforandringer.

Man kan nærmest finde vej gennem Lejre Kommune ved at følge de grønne flag på skolerne. Fra nord til syd hænger de grønne flag som symboler på, at skolerne er rigtig dygtige til at arbejde med bæredygtig udvikling. Det er noget, vi kan være stolte af i Lejre Kommune, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Skolerne har i år også beskæftiget sig med temaer som vand, friluftsliv, energi, bæredygtigt forbrug og en grøn læseplan. Dermed får eleverne et solidt kendskab til mange områder inden for bæredygtig udvikling. Ifølge Friluftsrådet, som står bag Det Grønne Flag, er formålet med miljøundervisningen at bidrage til, at børn og unge bliver aktive medborgere, der kan tage hånd om naturen og miljøet.

Den absolutte topfører blandt skolerne i Lejre Kommune er Kirke Saaby Skole, som har modtaget flaget hele otte gange.