Nyt tilbud til borgere med ondt i økonomien i Lejre Kommune

Udvalget for Job & Arbejdsmarked har besluttet at indgå en samarbejdsaftale med Dansk Folkehjælp om gratis økonomisk rådgivning til borgere med ondt i økonomien.

Skrevet den. 22. marts 2016

Dansk Folkehjælp vil forsøge at starte en økonomirådgivning i Lejre Kommune for studerende, enlige og familier m.fl. som har "ondt i økonomien". Tilbuddet er baseret på uvildige, frivillige og fagligt kompetente rådgivere. Derfor har Lejre Kommune indgået en samarbejdsaftale med Dansk Folkehjælp i foreløbig to år for at imødekomme et vigtigt behov.

Udvalgsformand Christian Plank siger:

- "Forskning viser, at et liv i økonomisk kaos og på kanten af decideret fattigdom påvirker hele familiens trivsel og sætter dybe spor i børns opvækst. F.eks. kan en periode på 1 - 2 år i fattigdom i mange tilfælde, spores i børnenes afgangskarakterer ved folkeskolens afslutning - som viser sig at ligge op til 1 karakter lavere end gennemsnittet. Vi håber på, at mange frivillige rådgivere vil melde sig, så tilbuddet kan blive en realitet. "

Dansk Folkehjælp har gennem tre år drevet frivillig økonomirådgivning i Guldborgsund. Foreningen er nu også på vej med en stribe frivillige rådgivninger både i Aalborg, Herning, Skanderborg, Tønder, Sønderborg, Glostrup, Greve og Lejre Kommune.

Lederen af den nationale afdeling i Dansk Folkehjælp, John Pedersen er primus motor på projektet og understreger, at selvom der i opstarten samarbejdes med Lejre Kommune, så er det en anonym, uafhængig og frivillig rådgivning - både i forhold til kommunen og banker m.v.

- "Vi kan mærke, at det er vigtigt for de borgere, der søger rådgivning, at det er uafhængige rådgivere, og at de har både tid og indsigt i problemstillingerne. I øvrigt er det samme også tilfældet for rådgiverne" fortsætter han.

Planen er, at rådgiverne danner et rådgivningsteam sammen med en lokal frivillig koordinator og tilbyder rådgivning én gang ugentligt. Lykkes det at skaffe frivillige rådgivere, vil tilbuddet blive placeret på adressen Hvalsø Aktivitetscenter, Østergade 1, 4330 Hvalsø.

- "Det helt typiske rådgivningsforløb handler om at få skabt et overblik over indtægter og udgifter - og ikke mindst at få et samlet oversigt over den gæld, man har" fortæller John Pedersen fra Dansk Folkehjælp. "Når det er på plads, går vi i gang med at få lavet aftaler med kreditorer. På den måde kan vi lave et budget og en tilbagebetalingsplan, som er både realistisk og rimelig".

Interesserede potentielle rådgivere inviteres til møde

Interesserede potentielle rådgivere inviteres til et info- og opstartsmøde 5. april i Hvalsø Aktivitetscenter, Østergade 1, 4330 Hvalsø kl. 16.30-18.00,hvor Dansk Folkehjælp vil orientere nærmere om planerne for en frivillig økonomisk rådgivning samt lægge op til en drøftelse af interessen for at etablere en rådgivning. Interesserede er meget velkomne til at rekvirere info-materiale hos Dansk Folkehjælp, John Pedersen på tlf.: 70 220 230 eller mail: post@folkehjaelp.dk.

Yderligere information:

Udvalgsformand for Job & Arbejdsmarked, Christian Plank, 2026 1400, chpl@lejre.dk

Centerchef, Job & Social, Lone Lykke Marker, 2194 4937, loly@lejre.dk

Leder af den nationale afdeling i Dansk Folkehjælp, John Pedersen, 7022 0230, post@folkehjaelp.dk.

Faktaboks

Dansk Folkehjælp

  • Humanitær organisation
  • Stiftet 1907 som Arbejdernes Samaritter Forbund
  • Arbejder med førstehjælp, nødhjælp og sociale projekter
  • 55 lokalafdelinger og 3.500 medlemmer
  • Driver frivillig økonomisk rådgivning i 15 kommuner
  • Hovedkontor i Nykøbing Falster