Oplev lidt (mere) af Lejre på Livsstilsdagene

Lejre kan byde på noget for alle, der holder af god mad, skøn natur, oplevelser og spændende kulturhistorie. På Ledreborg Livsstilsdage kan du få en smagsprøve på lidt af det hele.

Skrevet den. 8. maj 2016

I Pinsen slår Ledreborg Slot portene op til de årlige Livsstilsdage, som titusindvis af besøgende valfarter til for at få inspiration og købe gode ting med hjem. I slotsparken er der sat et særligt område af til at vise og fortælle om noget af alt det, man ved selvsyn kan møde her i Lejre.

Under overskriften 'Mad og oplevelser i Lejre' viser en række af Lejres lokale madhåndværkere og nogle af turistattraktionerne eksempler på noget af alt det, man kan opleve og smage på her i Lejre. Det skal gerne give de besøgende på Livsstilsdagene lyst til at komme igen og udforske vore mange gode steder.

Bålfyret pizzaovn, vikingeskib og metaldetektorer

Omkring en bålfyret pizzaovn vil der være et madværksted, hvor madhåndværkere tryller lokale råvarer om til de skønneste pizzaer, mælkebøttesmør, hjemmelavet mozzarella m.v.

Og i et særligt oplevelsesområde vil man kunne møde og prøve et udvalg af populære aktiviteter fra Lejre og omegn. Man kan fx gå ombord i et vikingeskib, slå reb, grutte korn til mel, spinde uld til garn eller afprøve en metaldetektor.
Der vil være forskellige aktiviteter og aktører fra dag til dag fx Egholm Museum, hyrden og naturvejlederen fra We Do Nature, Tadre Mølles Venner og Maritimt Forsøgscenter. Alle dage vil vores lokale dansk/islandske kok Gunnar Gunnarsson stå for madværkstedet, hvor han blandt andet vil få besøg af Olsens og Bager Sofus. Mannerup Møllegård, Assers Mølle, Søbjerggaard m.fl. kommer også forbi med smagsprøver på deres delikatesser.

Besøg 'Mad og oplevelser i Lejre' på stand T09  den 13.-16. maj på Ledreborg Livsstilsmesse og oplev lidt af alt det, vi også kan byde på her i Lejre. Vi glæder os til at se dig.

  • Læs mere om alt det, du kan opleve i Lejre på www.visitlejre.dk
  • Del dine bedste Lejre-øjeblikke på Instagram #visitlejre16   
  • Følg med på Facebook 'Vores Sted - Lejre Kommune'