Munkholmbroen skal renoveres

Renoveringsarbejdet begynder i starten af juli og vil foregå over to etaper frem mod oktober 2017. Kun den første etape vil have betydning for trafikken.

Skrevet den. 30. juni 2016

Munkholmbroen trænger til en kærlig hånd. Derfor går Lejre og Holbæk Kommuner henover sommeren i gang med renoveringsarbejdet, som blandt andet indebærer en renovering af broens buer og oversiden af brodækket samt en ny brobelægning.

Det er ved at være mange år siden, at Munkholmbroen sidst gennemgik en omfattende renovering, og det kan mærkes på broen. Brobelægningen er meget slidt og har flere huller i sig. Derudover er broens betonkonstruktion begyndt at slå revner:

”Det er nødvendigt, at vi går i gang med at renovere nu. Hvis vi vælger at udskyde renoveringen et år eller to, risikerer vi, at saltvandet trænger ind i broen og gør endnu større skade. Det vil så have den konsekvens, at reparationsarbejdet bliver mere omfattende, tager længere tid og kommer til at koste flere penge,” forklarer John Harpøth, der er formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune.

Kun én kørebane

Arbejdet på broen løber frem til november, og i den periode vil der kun være ét fortov og én lysreguleret kørebane. Da kørebanen kun har en bredde på 2,4 meter, må biler, der er bredere end det, ikke køre på broen. Ligesom biler med en vægt over 3,5 tons heller ikke må passere broen i renoveringsperioden. En alternativ rute er Holbæk Motorvejen eller Rute 155 og Elverdamsvej.

Både John Harpøth og hans formandskollega i Lejre Kommunes Udvalg for Teknik & Miljø, Martin Stokholm, er klar over, at den kommende renovering kan være en gene for trafikanterne:

”Der er tale om et omfattende arbejde, og derfor vil det også blive lidt bøvlet for trafikanterne i perioden. Med sommerferien for døren vil renoveringsarbejdet dog påvirke færre bilister her i sommermånederne. Desuden opfordrer vi bilisterne til at benytte sig af den alternative rute.” siger Martin Stokholm, og fortsætter:

”Uanset, hvilken rute bilisterne tager, kommer vi arbejdsperioden igennem til at trække på deres tålmodighed. Men vi håber samtidigt, at de og de andre brugere af broen har forståelse for, at der er behov for vedligeholdelse.”

Når første etape af renoveringsarbejdet er færdigt til november, vil broen igen blive åbnet for kørsel i begge retninger.

Intet fiskeri i den første renoveringsperiode

Under arbejdet med broen vil fodgængere fra begge retninger kun kunne benytte ét fortov. Og da fortovet er meget smalt, har kommunerne vurderet, at der i renoveringsperioden ikke er plads til at fiske fra broen.

Sidste del af renoveringen slutter i 2017

I april 2017 tager de to kommuner hul på den sidste del arbejdet. Her er det broens underside og bropiller, der bliver renoveret. Udførelsen af arbejderne bliver først planlagt detaljeret i efteråret 2016/vinteren 2017, men kommunerne forventer ikke væsentlige gener for trafikanterne i denne periode, men der kan komme restriktioner på fiskeri.