Lejre Kommune sparer en kvart million kroner og 67 tons CO2 ved at skifte til LED-lys i sportshaller

Energioptimering med LED-lys i 5 sportshaller kommer både brugerne, miljøet og økonomien til gavn.

Skrevet den. 26. januar 2016

 – Sportsudøverne har fået meget bedre lys, og vi sparer på ressourcerne og skåner miljøet, så det giver rigtig god mening, siger udvalgsformand Martin Stokholm, Udvalget for Teknik & Miljø.

Tennisspillerne har fået 73 procent kraftigere lys til det lyskrævende spil. Klatrevæggens brugere har fået en præcis lyskilde, der ikke blænder, og Lejre Kommune har måske fået den allerstørste gevinst: Kommunen sparer fremover 255.000 kroner og 67 tons CO2 hvert år efter en netop gennemført energioptimering med LED-lys i de fem sportshaller: Bramsnæsvighallen, Hvalsøhallerne, Lejre Hallen, Kirke Hyllinge Hallen og Såby Hallen.

Involvering af brugerne

Der er høje og traditionelt dyre krav til sportsbelysning i idrætshaller. Mange sportsgrene kræver kraftigt og helt ensartet lys. Samtidig bruges lyset ofte fra tidlig morgen, hvor skoleeleverne indtager hallerne, til sent om aftenen, hvor de sidste sportsudøvere forlader hallen.

-      Et af vores krav til den nye energibesparende belysning var at forbedre lyset, så det passede bedre til brugernes behov. Derfor tog vi sportsudøverne med på råd i processen, og der er kommet positive tilbagemeldinger på resultatet, fortæller udvalgsformand Martin Stokholm, Udvalget for Teknik & Miljø.

Der er blandt andet sat sensorer op i hallerne, som automatisk tænder lyset ved bevægelse. Og brugerne kan selv vælge, om de vil have den ene eller anden type lys, skrue op og ned, tænde og slukke rækker af lys separat m.m.

I områderne uden for selve halområdet er der også opsat LED-belysning og sensorer som automatisk slukker for lyset, når der ikke er aktivitet på gange, i omklædningsrum og mødelokaler.

-      Vi er godt tilfredse med det lys, vi har fået, og vi har fundet ud af at regulere lysstyrken selv, så den passer til vores øjne og vores sport, fortæller Karen Nielsen, som er en af de faste tennisspillere i Hvalsø Hallen.

Tålmodige brugere

Et så omfattende arbejde som en total udskiftning af belysningen, kan ikke gennemføres uden gener for brugerne af hallerne. Men kommunen har oplevet, at brugerne har været både meget tålmodige og samarbejdsvillige.

Energioptimeringen af de fem sportshaller i Lejre Kommune er gennemført i samarbejde med energikoncernen SEAS-NVE, entreprenør H. Helbo Hansen A/S, sportshallernes inspektører og sportsudøverne.