Gratis forløb for borgere, som gerne vil tabe sig

Lejre Kommune har oprettet et nyt tilbud om at deltage i vægttabs-hold, hvor man får undervisning og vejledning samtidig med, at man kan snakke med andre ligesindede, som også vil tabe sig.

Skrevet den. 21. januar 2016

Forløbet starter med en personlig samtale om målsætning og en personlig kostplan. Herefter deltager man på et hold med 6-12 deltagere. Holdet mødes i alt 8 gange. Hver gang bliver man vejet, og der er undervisning i forskellige temaer som fx motion, søvn, væskeindtag, varedeklarationer og lightprodukter.

På holdet snakker man eksempelvis om, hvad der er let og hvad der er svært, når man er i gang med at tabe sig.

Møderne foregår mandage kl. 8.30-10.30 på Bøgebakken Pleje- og Sundhedscenter i Allerslev.

Afsluttende samtale og opfølgningsmøder

Efter sidste mødegang tilbydes en afsluttende personlig samtale på ½ time, tidspunktet for samtalen aftales med underviseren.

Herefter kan man deltage i et holdbaseret opfølgningsmøde hver anden måned. Der er også mulighed for at deltage i madlavning, hvor vi tilbereder retter, som understøtter den teoretiske undervisning.

Sådan tilmelder du dig:

Er du interesseret i at deltage i et vægttabsforløb, skal du kontakte forebyggende medarbejder i Lejre Kommune, Gitte Bülow: Gibu@lejre.dk, tlf.: 20 58 87 77.