Støtte til bier og bistro i Lejre Kommune

Udvikling af ny bistro på Hovedvejen mellem Roskilde og Osted og et Bi-bliotek ved Hvalsø bibliotek er blandt de syv projekter, der er indstillet til tilsagn af LAG-Midtnordvestsjælland.

Skrevet den. 26. februar 2016

I alt har bestyrelsen uddelt knapt to millioner kroner til projekter i Lejre, Holbæk, Kalundborg, Odsherred og Sorø ved første uddeling i 2016.

Det kommer til at summe af liv

På Hovedvejen mellem Roskilde og Osted driver familien Olsen en æbleplantage, et mosteri og et bryggeri. De er nu kommet et stort skridt nærmere til at kunne skrive Bistro på visitkortet. Med støtte fra LAG-Midtnordvestsjælland kan gårdens gamle drivhus fremover blive til en bistro, hvor man kan mødes om mad og kulturarrangementer. Familien Olsen har planer om at servere enkle og veltillavede retter af stedets egne råvarer, som blandt andet vil kunne nydes i selskab med kulturarrangementer med musik, poesi, standup, teater og udstilling/salg af kunst. 

Hvalsø bibliotek vil snart summe af liv. Biblioteket har fået LAG-støtte til en skolebigård for børn - som de kalder Bi-blioteket. Bi-blioteket skal give muligheder for nye aktiviteter for skolen i lokalsamfundet. På Bi-blioteket producerer bier, børn og voksne honning sammen. På den måde får børnene forståelse for honningens tilblivelse fra blomst til bord.

Lokale råvarer skaber steder at mødes

Lokale råvarer går igen i fem ud af de syv støttede LAG-projekter. Udover de to lokale projekter har LAG-Midtnordvestsjælland også givet støtte til udvikling af en ny vodka af Lammefjordskartofler, til et produktions- og café-køkken i Nykøbing Sj. og til et mobilt fjerkræslagteri i Holbæk.

Den første uddeling af LAG-midler i år er et rigtigt godt eksempel på, at lokale råvarer kan meget mere end at smage godt. Lokale råvarer kan skabe arbejdspladser, oplevelser og steder at mødes, siger formanden for Erhverv & Turisme i Lejre Kommune Grethe Saabye, der også sidder i bestyrelsen for LAG-Midtnordvestsjælland. LAG-Midtnordvestsjælland støtter især innovative projekter, der skaber arbejdspladser. Bestyrelsen har i år også særligt fokus på 'det gode ungeliv'. Jeg håber, at iværksættere og andre ildsjæle i Lejre Kommune kan få glæde af LAG-midlerne.

Vores LAG

LAG-Midtnordvestsjællands vision er at støtte projekter, der udvikler de fem kommuners muligheder og tilbud indenfor natur, friluftsliv, fødevarer, kunst og kulturhistorie.

En vision, der passer som fod i hose med Lejre Kommunes vision 'Vores Sted' om at bygge videre på alt dét, som allerede findes og gør kommunen til et attraktivt sted at bo og drive virksomhed. Nøgleordene i 'Vores Sted' er 'natur', 'det gode børneliv', 'frirum og initiativ', 'fællesskaber', 'frivillighed', 'lokale fødevarer' og 'oprindelighed'. 

BOX

Læs mere om LAG-puljen her.

Ansøgningsfrister i 2016: 25. april og 25. september.

Der er krav om 40-50% medfinansiering afhængig af hvem der ansøger. Det ansøgte beløb skal minimum være 50.000 kr.

LAG'erne er oprettet som led i EU's og Danmarks Landdistriktsprogrammer. Den aktuelle programperiode dækker årene 2014-2020. 

LAG Midtnordvestjællands udviklingsstrategi 'Liv i Baghaven' beskriver, hvordan iværksætteri, bosætning og turisme kan udvikles og styrkes i perioden 2014-2020. Du kan læse strategien på hjemmesiden.

Følgende kommuner er en del af LAG Midtnordvestsjælland: Holbæk, Sorø, Odsherred, Kalundborg og Lejre.