Kender du til en smuk bygning, der fortjener en præmiering?

Lejre Kommune er på udkig efter bygninger, som både er en fryd for øjet, bæredygtige og bygget med forkærlighed for det gode solide håndværk. Hvis du har et bud på en bygning, der fortjener en præmiering, så er det nu, du skal kontakte kommunen.

Skrevet den. 27. marts 2015

Begiv dig på opdagelse, tag notesblokken i lommen, kameraet over skulderen og bevæg dig på en rejse blandt kommunens smukkeste bygninger og indstil din favorit til bygningspræmiering. 

Sådan lyder opfordringen til kommunens borgere de næste par uger. Der sættes fokus på arkitektonisk kvalitet, smukke detaljer, bæredygtighed og respekt for det gode håndværk, når Lejre Kommune vil præmiere de smukke bygninger inden for kommunegrænsen.

Den gamle lægebolig - et godt eksempel

Et eksempel på en præmieringsværdig bygning er den gamle lægebolig i Kirke Hvalsø. Tidligere ejendomsmægler Karin Borre er idémageren bag ombygningen af lægeboligen, som oprindeligt blev opført tilbage i 1853. Bygningen besidder stor kulturhistorisk værdi, og derfor ønskede Karin Borre, at bygningen skulle bevare sin oprindelige form, og at renoveringen blev foretaget med respekt for bygningens oprindelige identitet og historie.

Arkitekten bag renoveringen af lægehuset er Ole Hviid, som har speciale i renovering af bevaringsværdige bygninger. Bygningen fremstår som et prestigeeksempel på en ombygning, hvor ejendommen står som et vartegn for kommunen i forhold til bevaringsværdige bygninger, hvor der er respekt for dens oprindelige arkitektur- og kulturhistoriske værdier.

Karin Borre opfordrer Lejre-borgerne til at tage et kig på deres nærområde og give en hånd med at finde værdige bygninger: "Da jeg var ejendomsmægler, var jeg selv medvirkende i projekter, hvor bygninger blev præmieret. Det er et godt initiativ, som er med til at give et skulderklap til dem, der har gjort en indsats".

Har du brug for yderligere information?

Læs mere om kriterierne for præmieringen samt hvilke oplysninger, som du skal indsende via linket
www.lejre.dk/bolig-og-byggeri/

Lad os høre fra dig snarest med et billede og en kort beskrivelse af den bygning, du gerne vil indstille. Sidste frist for indsendelse er den 12. april 2015 til: doag@lejre.dk