Klimaminister i Lejre: Vi skal have mere af den slags byggeri, I har her

I dag besøgte klima-, energi-, og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen Plejecentret Bøgebakken i Lejre. Lejre Kommune har bygget plejecentret i samarbejde med Kullegaard Arkitekter ud fra en ambition om et energi- og klimavenligt hus, der er godt for både miljø og mennesker.

Skrevet den. 8. maj 2015

Sundheds- og Plejecenter Bøgebakken i Lejre fik i dag fint besøg, da klimaminister Rasmus Helveg Petersen kom for at se nærmere på det energivenlige byggeri, som både i indretning og valg af materialer udgør en bæredygtig løsning.

Klimaministeren blev budt velkommen af bl.a. udvalgsformand Leif V. Nielsen, Udvalget for Social, Sundhed & Ældre.

-      For os handlede byggeprojektet om at få bygget et rigtig godt plejecenter til vores ældre borgere. Og det kommer både vores borgere og vores kommunale økonomi til gode, at vi valgte at opføre Bøgebakken ud fra de strengeste energikrav, som endnu ikke var blevet lovpligtige i Danmark, dengang vi færdiggjorde byggeriet, fortæller Leif V. Nielsen.

Plejecentret er eksempelvis forsynet med et solcelleanlæg, der ved fuld ydelse leverer 25 kW, hvilket svarer til, hvad fem parcelhuse bruger af strøm. Anlægget er forbundet til en varmtvandsbeholder, som for-varmer brugsvand til fx bad og håndvask. Samtidig giver solcelleanlægget i sig selv en afskærmning for solen, når husets beboere vil opholde sig i gård-miljøet uden for.

-      Som minister for både klima, energi og bygninger er det interessant for mig at se de byggeløsninger i praksis, hvor man tænker hele vejen rundt - og drager omsorg for netop både beboerne, bygningerne, energien og klimaet. Og endda uden at det koster mere. Vi skal have flere af de løsninger, som den I har her på Bøgebakken, sagde Rasmus Helveg Petersen.

Glad for ministerbesøg

Det blev et hyggeligt besøg på Bøgebakken, inden klimaministeren sagde farvel og tak for i dag. Ældrechef Lise Anhøj var glad for Rasmus Helveg Petersens besøg og fortalte, at der også blev fejret 102 års fødselsdag for en af beboerne på Bøgebakken netop i dag.

-      Det er jo derfor, vi har hejst flaget i dag, sagde hun med et glimt i øjet.