Giv en dag til demokratiet ved det kommende folketingsvalg

Har du lyst til at give en hånd med ved det kommende folketingsvalg den 18. juni 2015? Så har du netop nu mulighed for at melde dig som valgtilforordnet!

Skrevet den. 29. maj 2015

En valgdag er en ganske særlig dag, hvor man som valgtilforordnet kan komme helt ind bag kulisserne ved et valg og opleve demokratiet på nærmeste hold. Samtidig er valgdagen en festdag med god stemning på de enkelte valgsteder. Hvis du har lyst til at bruge din valgdag på at hjælpe med afviklingen af folketingsvalget den 18. juni, så tilmeld dig allerede nu.

Du kan både tilmelde dig alene eller sammen med f.eks. en veninde eller en bror. I skal blot skrive jeres ønske om at være sammen, når I tilmelder jer.

Hvad skal en tilforordnet?

Som valgtilforordnet skal du hjælpe til på afstemningsstedet med blandt andet at udlevere stemmesedler, sikre at stemmesedlerne kommer i valgurnerne og optælle stemmer, når valget er slut. Du vil få tilsendt information forud for valget, og du vil også blive instrueret i opgaverne, når du møder frem på valgdagen.

Du skal være på afstemningsstedet fra klokken 8.00, og indtil stemmerne er talt op om aftenen. Bemærk at det godt kan blive sent, og at man ikke må forlade valgstedet, før alle stemmer er talt op.

Alt det praktiske

Når du er valgtilforordnet, modtager du diæter. I 2015 er diætbeløbet på 810 kroner, som er skattepligtig. På selve valgdagen får du gratis mad og drikke, men du skal selv sørge for transport til og fra afstemningsstedet. Vi forsøger altid at sørge for god mad og forplejning i løbet af dagen.

For at kunne blive valgtilforordnet på et valgsted i Lejre Kommune skal du bo i kommunen og have ret til at stemme til valget.

Du kan ansøge om at blive valgtilforordnet ved at sende en mail til Koncernsekretariatet på koncernsekretariatet@lejre.dk. I mailen skal du skrive dit navn, adresse og eventuelt hvilket valgsted, du gerne vil være på. Vi kan dog ikke garantere, at alle ønsker bliver opfyldt.
Når du ansøger, spørger vi dig, om Koncernsekretariatet må gemme dine oplysninger, så vi har mulighed for at kontakte dig ved senere valg. Hvis du svarer ja, behøver du ikke udfylde en ansøgning igen ved senere valg.

Kommer jeg helt sikkert ud på et valgsted, hvis jeg ansøger?

Det er ikke sikkert, at du bliver valgtilforordnet, selvom du har tilmeldt dig. Der skal nemlig kun bruges et fast antal personer.
Du behøver ikke at ansøge, hvis du ved, at du bliver tilmeldt af et politisk parti.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.