Forbrugerrådet Tænk og Lejre Kommune vil hjælpe i kampen mod gæld

Lejre Kommune og Forbrugerrådet Tænk vil med nyt samarbejde hjælpe gældsramte borgere.

Skrevet den. 22. juni 2015

Forbrugerrådet Tænk skal som en del af det nye samarbejde bl.a. gøre opmærksom på Forbrugerrådet Tænks landsdækkende telefonrådgivning, invitere borgere i Lejre Kommune til rådgivningscenteret i København og undervise i at håndtere budgetlægning, forskudsopgørelse, skat og meget andet. Samarbejdet skal være med til at undgå, at borgerne havner i gældsproblemer.  Projektet løber i første omgang indtil slutningen af året.

"Vi er rigtig glade for aftalen med Lejre Kommune. At være gældsramt kan have store personlige og sociale konsekvenser for den enkelte. Vi er overbeviste om, at samarbejdet betyder, at vi kan hjælpe flere borgere fri af gæld, end vi ellers ville have mulighed for, og vi håber, at vi når året er gået kan gøre samarbejdet permanent," siger Annette Mathiasen, projektleder i Forbrugerrådet Tænks Gældsrådgivning.                                                                

Samarbejde giver støtte til Lejres borgere

Christian Plank, formand for Udvalget for Job & Arbejdsmarked i Lejre Kommune, glæder sig også over samarbejdet med Forbrugerrådet Tænk.

"Det er et godt samarbejde, vi har med Forbrugerrådet Tænk om gældsrådgivningen. De har erfaring fra andre kommuner med at hjælpe gældsramte borgere ud af deres problemer, og vi er glade for, at vi nu kan tilbyde samme hjælp her i Lejre Kommune, så vores borgere med behov for gældsrådgivning kan få støtte og hjælp til at få overblik over deres økonomi," siger han.

Forbrugerrådet Tænks Gældsrådgivning har hjulpet omkring 8000 danskere siden oprettelsen i 2010. Gældsrådgivningen består af 150 frivillige rådgivere med økonomisk, juridisk eller socialfaglig baggrund. Gældsrådgivningen har rådgivningscentre i København, Odense, Esbjerg, Aalborg, Nykøbing Falster og Ringsted.  Gældsrådgivningen rådgiver også gennem den landsdækkende telefonrådgivning samt chatrådgivningen fra 2013, som er målrettet unge.