Børnehaven Bøgen skifter navn

I Lyndby ligger Børnehaven Bøgen – lidt endnu. For pr. 1. august skifter børnehaven navn til Børnehuset Fjordly

Skrevet den. 29. juni 2015

Det sker samtidig med, at nye vuggestuebørn bliver budt velkommen, når institutionen som noget nyt får 12 vuggestuepladser. - Vi glæder os til at få de helt små børn ind i huset, og vi er ved at bygge om, så vi får nogle rigtig gode rammer, fortæller børnehusets leder, Helle Larsen.

I første omgang er 4 af de 12 nye vuggestuepladser i børnehuset blevet besat, og til oktober kommer yderligere 2 nye vuggestuebørn. Dermed er der stadig 6 ledige pladser til forældre, som ønsker vuggestueplads i Lyndby til deres barn. Hvis man ønsker at søge om vuggestueplads kan man gøre det digitalt på www.lejre.dk eller kontakte Lejre Kommunes Pladsanvisning.