”Vores Sted” er noget ganske særligt

Søndag valfartede mere end 250 mennesker til Kyndeløse for at deltage i lanceringen af ’Vores Sted’. Det blev en festdag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, og bogen ’Vores Sted – en lille bog om Lejre Kommune’ blev uddelt for første gang.

Skrevet den. 30. august 2015

Visionen for Lejre Kommune

 

Bogen om "Vores Sted" er noget ganske særligt, da den beskriver Lejre Kommunes særlige kvaliteter og udviklingspotentialer. Mere end 1000 borgere har gennem det seneste år bidraget til bogen ved at sætte ord på, hvad der efter deres mening gør Lejre Kommune til et godt sted at være og bo. Essensen herfra er gengivet i bogens fortællinger, der er illustreret med flotte billeder fra hele kommunen.
Bogen beskriver således visionen for udviklingen af Lejre Kommune. Det vi har og gerne vil have mere af.

I Kyndeløse kunne de fremmødte få deres eget eksemplar af bogen med hjem. Et tilbud som rigtig mange benyttede sig af. Ved udlevering af bogen havde man mulighed for at stille spørgsmål og drøfte udgivelse med medarbejdere fra Lejre Kommune.

 

På dagens program var der både taler, byvandring, pizzaværksted for børn, samtalesaloner og ponyridning - samt første spadestik til en ny, fælles pizzaovn til byen.

 

Vi skal bygge videre på alt det, vi har

 

Borgmester Mette Touborg bød velkommen og fortalte om sine ønsker til den videre udvikling af Lejre Kommune - og om Kommunalbestyrelsens samlede opbakning til strategien, "Vores Sted". Hun sagde blandt andet: "Bogen er ikke en reklamefolder, men et vigtigt redskab i den udvikling, der skal ruste Lejre Kommune til fremtidens udfordringer. Vores Sted handler ikke om, at vi nu skal skabe en hel ny kommune. Vi skal tværtimod bygge videre på alt det vi har. Vi skal ikke spænde ben for nye ideer, men sammen gøde jorden for det nære samvær og den store udvikling på de måder, vi nu hver især kan. At skabe Vores Sted er ikke nødvendigvis en nem opgave. Men vi er selv de ressourcer, vi søger. Og vi sidder selv med nøglen til de løsninger, vi søger. Selv om der er forskel på os, er der mere som binder os sammen end der skiller os ad".

 

Også udvalgsformand Grethe Saabye fra Udvalget for Erhverv & Turisme holdt tale - ligesom bylaugsformand Jutta Eberhards, der fortalte om byen Kyndeløse og om dens indbyggere, som altid er parat til at hjælpe hinanden på kryds og tværs af familier.

 

 

Masser af smagsprøver og inspiration

 

Det blev en dejlig dag i godt selskab på den gamle fælled (gadejord), der gennem mange hundrede år har tilhørt og stadig tilhører byens fællesskab. Her kunne interesserede få inspiration til mad og måske nye fællesskaber.  Marie Hertz viste, hvordan man nemt laver hjemmelavet mozzarella. Den lokale kok Gunnar Pall Gunnarsson og Karen Hertz fra Grønvirke serverede gratis smagsprøver på nybagte pizzaer tilberedt i en brændefyret pizzaovn og udelukkede fremstillet af lokale råvarer. Man kunne smage på lokal brygget æblecider fra Olsens og der var salg af økologiske grøntsager og pølser fra Stensbølgård, honning, kaffe, pileflet, hyldebærlikør o.m.a. Lejre Havenetværk forærede frø bort, gav inspiration til mere natur i landsbyhaver og slog et slag for planerne om et nyt fælles ejet mosteri i landsbyen Kisserup.