Bedre mobil- og bredbåndsdækning på vej

Nye mobilmaster og opgradering af allerede eksisterende master – samt trådløst bredbånd og fibernet i jorden kommer nu til at give borgere og virksomheder i Lejre Kommune bedre mobil- og bredbåndsdækning.

Skrevet den. 11. august 2015

- Det er lykkedes os sammen at få sat vores kommune på dagsordenen hos teleselskaberne, og med mange aktive borgere og virksomheder er jeg sikker på, at vi vil få forbedret dækningen i den kommende tid, siger borgmester Mette Touborg.

Bedre mobil- og bredbåndsdækning i Lejre Kommune har længe stået højt på både borgere og virksomheders ønskeliste. Det blev ikke mindst tydeligt, da Lejre Kommune den 20. april 2015 inviterede til et åbent møde om netop den lokale mobil- og bredbåndsdækning.

På mødet deltog mere end 100 borgere og virksomheder, og flere teleudbydere var også med i debatten om mulighederne for forbedret dækning.

Siden mødet i april er der sat skub i tingene, og der nu planlagt en række nye tiltag, som vil styrke både mobildækningen og adgangen til hurtigt bredbånd.
 
- Det er meget positivt, at der nu kommer til at ske forbedringer. Ikke mindst for vores lokale virksomheder er det vigtigt, at de har god mobil- og bredbåndsdækning for at kunne drive og udvikle deres forretning, ansætte dygtige medarbejdere og i det hele taget skabe vækst i vores område, siger formand for Udvalget for Erhverv & Turisme, Grethe Saabye.

Konkret er der planlagt fire nye mobilmaster i Lejre Kommune, hvoraf de to master med sikkerhed kommer i drift i år. Derudover bliver fire eksisterende mobilmaster opgraderet, hvilket vil bidrage til en bedre mobildækning i kommunen.

Det skal dog siges, at dækningsforbedringerne for den enkelte bruger afhænger af, om ens teleoperatør har udstyr i de master i Lejre Kommune, som enten opgraderes eller stilles op som nye master.

Bedre bredbånd hilses velkommen
Foruden mobildækningen er der også kommet fokus på behovet for forbedret bredbåndsdækning, blandt andet ved at virksomheder og borgere er gået sammen om at tage kontakt til teleudbyderne.
 
I Gevninge er der planer om at opføre en mast, som skal forsyne området i en radius på fem kilometer med trådløst bredbånd.
   
På Ledreborg Allé har virksomhederne kæmpet i otte år for at få hurtigt bredbånd via fibernet. Kim Lærkesen fra virksomheden Image Gifts deltog derfor i det åbne møde med teleudbyderne og Lejre Kommune i april måned for at høre mere om mulighederne.
 
Efter mødet tog han kontakt til erhvervschef i Lejre Kommune, Thomas Hørdam, som på baggrund af henvendelsen undersøgte mulighederne i området og tog kontakt til virksomheden Fibia.

- På kun tre måneder er det lykkedes os at få den hurtige bredbåndsforbindelse, som vi har ventet otte år på, siger Kim Lærkesen, som er glad for at Lejre Kommune engagerer sig i sagen.

Også andre steder i kommunen er der nu lokale initiativer, hvor borgere og erhvervsdrivende er gået sammen om at henvende sig til teleselskaberne, så der bliver etableret fibernet - eksempelvis i Kirke Såby.

Faktaboks:

 Her opgraderes mobilnettet:

 Ejby: Maj måned

 Syd for Kirke Såby: Juni måned

 Lejre: Juli måned

 Hvalsø: Fjerde kvartal 2015
 
Her er der planlagt nye mobilmaster:

 Ved Kirke Sonnerup

 Ved Borrevejle

 Ved Lyndby

 Ved Kirke Såby

 
Den nye mobilmast ved Kirke Såby forventes at komme i drift henover sommeren, mens de øvrige vil være i drift hen imod slutningen af året.

Borgmester Mette Touborg, meto@lejre.dk, tlf.: 20 26 11 00.