Proces Konsulenterne modtager Virksomhedsprisen 2014

Lejre Kommunes årlige pris for at fremme rummeligheden på arbejdsmarkedet går denne gang til virksomheden ”Proces Konsulenterne”.

Skrevet den. 9. april 2015

- Proces Konsulenterne har gjort en vigtigt indsats og stillet arbejdspladser til rådighed for borgere, der også har andre udfordringer end ledighed, siger udvalgsformand Christian Plank, Udvalget for Job & Arbejdsmarked.

6 lokale virksomheder var i år indstillet til Virksomhedsprisen. I blandt dem skilte Proces Konsulenterne sig ud for deres målrettede arbejde med at tilbyde arbejde på særlige vilkår til mennesker, der af forskellige årsager ikke kan varetage almindelige fuldtidsjobs.

Tina Sørensen, der er stifter og ejer af Proces Konsulenterne, fortæller hvorfor hun mener, det er vigtigt at bidrage til et rummeligt arbejdsmarked:

- Vi vil gerne tage medansvar for samfundets udvikling og medvirke til, at mennesker der er ramt af fx sygdom lykkes med et velfungerende arbejdsliv. Proces Konsulenternes filosofi er, at alle har et potentiale for at bidrage - og i dagligdagen mener vi, at det er respektfuld at arbejde med de skånebehov, der nu er, siger Tina Sørensen.

Stolte af prisen

At blive anerkendt for indsatsen med at tilbyde forskellige former for arbejde på særlige vilkår, betyder meget for årets prismodtager.

- Det er et kæmpe skulderklap og en stor anerkendelse at modtage Virksomhedsprisen. Vi er glade for at være med til at skabe de små menneskelige succeshistorier, siger Tina Sørensen.

Også kommunen er glad for, at lokale virksomheder som Proces Konsulenterne er med til at tage ansvar for et rummeligt arbejdsmarked.

- Det er vigtigt, at der også er plads til mennesker, som i perioder af deres liv ikke kan varetage almindelige fuldtidsjobs. Vi ved, at det gavner både det enkelte menneske og samfundet som helhed, at folk ikke ryger helt ud af arbejdsmarkedet men i stedet bevarer en tilknytning til et fast job i det omfang, de har mulighed for det, slutter udvalgsformand Christian Plank.

Faktaboks

  • Lejre Kommune uddeler hvert år Virksomhedsprisen til en lokal virksomhed, der har gjort en særlig indsats for at fremme rummeligheden på arbejdsmarkedet. Indsatsen skal have bidraget til, at en eller flere personer er blevet helt eller delvist selvforsørgende, fordi de har haft mulighed for at blive fastholdt i et job - eller er blevet godt integreret i et job.
  • Prisen består af et diplom og 5.000 kr. til indkøb af et kunstværk fra en lokal kunstner samt 5.000 kr. til socialt arrangement for virksomheden og den medarbejdere.
  • Proces Konsulenterne Aps tilbyder ydelser inden for økonomi, administration og optimering. Virksomheden ejes af Tina Sørensen, der i december i år kan fejre 20 års jubilæum som selvstændig virksomhedskonsulent.
  • I januar 2015 flyttede Proces Konsulenterne til større lokaler på Ringstedvej 125, og i dag er der 5 faste medarbejdere foruden eksterne samarbejdspartnere. Se mere på: www.processer.dk