Tilbud til kronisk eller alvorligt syge: Op på hesten igen

"Op på hesten igen": Tilbud til kronisk og alvorligt syge Lejre-borgere. Den 16. september 2014 starter gratis-kurset 'Op på hesten igen”, hvor unge som gamle med kronisk eller alvorlige sygdom kan få hjælp og inspiration til hverdagen.

Skrevet den. 5. september 2014

En diagnose på en kronisk sygdom kan have store følelsesmæssige konsekvenser, både for den enkelte og de nærmeste pårørende. På kurset "Op på hesten igen" kan syge Lejreborgere og deres pårørende få råd og vejledning, møde ligesindede og få inspiration til forbedret livskvalitet i hverdagen. Kurset er blevet til i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Hjernesagen, Gigtforeningen og Lejre Kommune.

Ruth Jensen fra Kræftens Bekæmpelse fortæller om kurset:

- Der vil være en masse input til en forbedret livskvalitet, til at få en god selvindsigt og styrke ens personlige ressourcer og få et godt liv med en kronisk og alvorlig sygdom, både som enkeltperson og som familie, siger hun.

Tidligere deltagere på kurset har været glade for at få praktiske oplysninger til brug i dagligdagen, og har været glade for at blive introduceret til de patientforeninger, som medvirker på kurset. Dermed har deltagerne fået adgang til yderligere arrangementer og viden i netop den forening, der passer til deres sygdom.

Konsulent Niels Holstein er den gennemgående person i hele kursusforløbet.

- Vægten er lagt på dialog deltagerne imellem, og der vil være rig lejlighed for at få svar på spørgsmål, blive inspireret og selv inspirere andre, fortæller Niels Holstein.

"Op på hesten igen - find balancen med en kronisk eller alvorlig sygdom" starter den 16. september 2014 kl. 16 på Bøgebakken Pleje- og Sundhedscenter, Bøgebakken 1, 4320 Lejre. Kurset består af 7 mødegange á 2 timer.

Tilmelding er nødvendig og skal ske til Lisa Chabert på telefon: 60 10 04 79 eller på mail lisc@lejre.dk.