No rub no love

No rub no love: Lejre Kommune bakker op om Kun med kondom-kampagnen.

Skrevet den. 15. september 2014

I uge 37 + 38 kører Sundhedsstyrelsens landsdækkende kampagne "Kun med Kondom". I Lejre Kommune er kampagnen forankret hos SSP, sundhedsplejen, skolebibliotekerne, hallerne og kulturhusene/musikskolen.

 

Bibliotekerne laver udstillinger med bøger om sex, samfund og kærlighed, og SSP sætter fokus på sikker sex og kæresteforhold på den årlige SSP-lejr, hvor alkohol, stoffer, mobning og andre alvorlige emner tages op med alle kommunens 7.-klasseselever. SSP-konsulent Peter Busk og kampagnekoordinator Louise Murman Spanning glæder sig over at kunne uddele mere end tusind kondomer fra kampagnen i løbet af lejrskolerne.

Fakta (Sundhedsprofilen og Statens Seruminstitut):

  • 20 % af unge Lejreborgere i alderen 16-34 har prøvet at få konstateret en sexsygdom (600 personer).
  • Blandt de mest udbredte sexsygdomme er klamydia og kønsvorter. Antallet af unge, der er diagnosticeret med klamydia i Lejre Kommune, følger landsgennemsnittet.
  • Næste halvdelen af de 16-34 årige, der dyrker usikker sex, ved ikke, hvorfor de ikke brugte prævention.

No rub no love

Pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen

Pressemeddelelse, 2. september 2014

Er du mand for at foreslå kondom?

Fire ud af fem piger vil gerne have, at fyren foreslår kondom. Er du mand for det, spørger Sundhedsstyrelsen i den årlige Kun med Kondom-kampagne, der rammer Danmark i uge 37 og 38. Lejre er i år blandt de kommuner, der bakker op om sikker sex-budskabet med lokale aktiviteter.

Antallet af klamydia-smittede falder stadig i Danmark - også blandt de unge. Men kondomet er stadig vigtigt, hvis du vil undgå at blive smittet med en sexsygdom.

- Det er dejligt at se, at flere og flere unge passer på sig selv. Men antallet af klamydia­smittede unge er stadig højt. Derfor er det vigtigt, at de unge er parate til at foreslå og bruge kondom, når de er sammen med en ny partner, siger Niels Sandø, chef­konsulent i Sundhedsstyrelsen.

Han peger på, at mere end hver fjerde ung på 25 år har haft en sexsygdom. Samtidig viser Sundhedsstyrelsens undersøgelser, at fire ud af fem piger gerne vil have, at fyren foreslår kondom. Omvendt vil drengene gerne bruge kondom, hvis pigerne foreslår det, og de har det ofte med i baglommen. Men de foreslår det ikke så ofte selv.

- Vi vil med årets kampagne skabe opmærksomhed om, at den enkelte pige ikke står alene med ønsket om at bruge kondom. Det vil de allerfleste både piger og drenge faktisk gerne, siger Niels Sandø.

Derfor inviterer Sundhedsstyrelsen lige nu unge til at være med til at finde Danmarks sejeste måde at foreslå kondom på. Det foregår på facebook.com/kunmedkondom, og præmien for det bedste forslag er et gavekort på 1000 kr. til tøjkæden qUINT/qUINTESS.

Stor opbakning til kampagnen

Kun med Kondom kører på nationalt plan med tv-spots. På lokalt plan deltager kommuner, uddannelses­institutioner, cafeer, diskoteker, fitnesscentre og apoteker med kondomuddelinger, fredagscafeer og sikker sex-quizzer.

Samtidig deltager mere end 200 RubberCops i kampagnen. Det er unge fra hele landet, der oplever budskabet om sikker sex som så relevant for dem selv og deres venner, at de har meldt sig som lokale kondomuddelere under overskriften 'sørg nu for at foreslå kondom'.

Projektleder Søren Ingemann Zinck fra Sex & Samfund, der står for at forankre Sundhedsstyrelsen kampagne på lokalt plan, siger:

- Det er stærkt, at så mange unge ønsker gøre en forskel. En fortæller, at det gør hende glad at stå blandt folk og bakke op om sikker sex-budskabet, en anden har oplevet, at hendes veninde er blevet gravid, og så er der Danni, der simpelthen siger: 'For at hjælpe'. De unges engagement kan forhåbentlig være med til at gøre det lettere at foreslå kondom.

Se pressebilleder og lokale deltagere i Lejre Kommune på: www.sexogsamfund.dk/pressekmk.

FAKTA

Udvikling i klamydiadiagnosticering i Lejre kommune.

Årstal

Antal smittede per 1000 15-29 årige

2013 20
2012 19,9
2011 22,8

2010

27,6

Landsgennemsnittet i 2013 var på 20,8 smittede per 1000 15-29 årige.

Kun med Kondom er Sundhedsstyrelsen årlige og landsdækkende sikker sex-kampagne rettet mod unge i alderen 16-25 år. Kun med Kondom kører fra den 8. - 21. september på bl.a. tv, Facebook og Instagram. Også kommuner, uddannelsesinstitutioner, diskoteker, cafeer, fitnesscentre og apoteker over hele landet deltager i kampagnen.

Sex & Samfund står for at forankre Sundhedsstyrelsens kampagne på lokalt plan.