Huse søges til præmiering

Lejre Kommune er på udkig efter nye huse, som både er smukke og energivenlige, og bygget med øje for det gode håndværk.

Skrevet den. 3. oktober 2014

Et eksempel på et hus i denne kategori finder man i landsbyen Glim, mellem Lejre og Roskilde. Her bor Familien Stallknecht, som i 2006 købte det interessante og bæredygtige hus.

Selv var Per Stallknecht og hans familie ikke i tvivl, da de så huset: Her ville de bo. Det er nemlig både et smukt og meget specielt hus.

Huset er arkitekttegnet og bygget af Jan Poulsen fra 1996-2000 og er på 197 m2. Det er et lavenergihus og A-mærket. Huset er af lærketræ, bygget i to plan med et fint tag af tuja-træ. Der er et parti med store lavenergi vinduer, som giver huset i helt specielt udtryk.

Der er brugt bæredygtige materialer til både gulve og vægge, bl.a. ubrændte lersten til ikkebærende vægge og et lergulv med varmelager, hvor overskudsvarmen fra solfangeren kan lagres.

Huset er gennemført med tanke for bæredygtighed og flere vedvarende energikilder. Der er bl.a. et solvarmeanlæg og en finsk masseovn placeret centralt i huset.

I en finsk ovn udnyttes varmen ved det fyrede træ optimalt ved at man fyrer op i 2 timer, og derefter afgiver ovnen varme til huset i op til 24 timer. Huset har også en supplerende varmekilde, en luft-til-luft varmepumpe som bruges, når varmebehovet er kortvarigt.

Dette hus har vedvarende energikilder og forbruger meget lidt varme, der er tænkt over det håndværksmæssige, og huset er tegnet med sans for flotte detaljer, bl.a. det fine tujatrætag og det specielle glasparti.

Bygningspræmiering i Lejre Kommune

Vi søger efter smukke og bæredygtige huse, ombygninger eller renoveringer som er bygget eller renoveret i 2013 og 2014.

Et bedømmelsesudvalg udvælger nogle få huse, der bliver besøgt i november. Det bedste af disse udvalgte huse bliver i december præmieret.

Lad os høre fra dig snarest med et billede og en kort beskrivelse af det hus, du gerne vil indstille. Sidste frist for indsendelse er forlænget til nu den 15. oktober 2014 til: doag@lejre.dk.