Engager børnene i fartkampagnen

Rådet for Sikker Trafik har udskrevet en konkurrence, hvor børnene i jeres SFO kan komme med et bud på, hvordan en vejkantplakat skal se ud for at motivere deres forældre til at sænke farten en lille smule.

Skrevet den. 26. marts 2014

Kommunen kårer en vinderplakat blandt alle deltagende SFO'er i kommunen, som kvalificerer sig til den nationale plakatkonkurrence, hvor I kan vinde et gavekort på 5.000 kr. til den lokale biograf.

Vi har her i kommunen, valgt at deltage i fartkampagnen "Sænk farten - en lille smule betyder en hel del". Vi ønsker derfor også, at engagere og involvere børnene, i en kreativ tilgang til kampagnen. Hvis dette lykkes, ryger det vigtige budskab om at sænke farten, videre til forældrene gennem børnenes tegninger og refleksioner.

Fartkampagnen 2014 forløber fra den 24. marts til den 11. april. 

Konkurrencen

Konkurrencen går ud på, at børnene skaber den plakat, som de mener, kan få deres mor og far til at sænke farten en lille smule. De må tegne, male og skrive, lige som de vil. Vi har opstillet et par gode råd:

  • Jo kortere og større tekst og jo simplere en tegning, jo bedre.
  • Det er en god idé at bruge tydelige farver, der er nemme at se.
  • Undervejs kan børnene hænge deres plakater op på en væg og
    gå et stykke væk for at få en fornemmelse af, om de har lavet deres
    plakater tydelige nok.