Mød Lejres lokale madhåndværkere på Ledreborg Livsstilsdage

I MadhåndværksLEJREn på Ledreborg Livsstilsmesse har Lejre Kommune samlet smage og oplevelser fra Lejre og opland til både store og små. Kom, smag og oplev Lejre.

Skrevet den. 19. maj 2014

I Kristi Himmelfarts-ferien slår Ledreborg atter slotsportene op for Ledreborg Livsstilsmesse. En velbesøgt messe der samler inspiration til huset, haven, din fritid og dit velvære - og så noget rigtig god mad! 

Se program her

I år kan besøgende opleve MadhåndværksLEJREn i det store telt lige uden for Slotsladen. I det 80 kvadratmeter store telt kan besøgende gå på opdagelse og på egen krop sanse, at Lejre Kommune er hovedstadens frodige køkkenhave.
Her er der mad, dufte og smagsoplevelser, der udspringer af menneskene, fællesskabet og landskabet omkring Ledreborg. Men også lækkerier, som stammer langvejs fra, og som er produceret af nogle af Lejres madhåndværkere.

Stort program i MadhåndværksLEJREn

I teltet kan man blandt andre opleve Helle Buttrop fra Ryegård Gods lave marmelade med et tvist. Helle Buttrop er biavler og marmelade- og sirupkoger på Ryegård. Med inspiration fra naturen laver Helle Buttrop skønne sirupper og marmelader. Feks. rabarber med hyldeblomst og rose, syltede hyben med æblecidereddike eller honning med tørrede rosenblade.
Restaurant Herthadalen stiller op med smagsprøver på deres madhåndværk, med fokus på lokale råvarer, økologi og nose to tail.

Teltet vil emme af aktivitet ved de forskellige borde og de besøgende kan bl.a. se hvordan man maler kakaobønner, se helt små kyllinger og se, hvordan man bager jordbærtærter og meget mere.

Sidste år var Lejre Kommune også tilstede på Ledreborg Livsstilsmesse. Den store interesse fra både gæster og udstillere har betydet, at Lejre Kommune i år samler endnu flere opleveler i et endnu større telt - til glæde for endnu flere. Kom selv og se.

Fakta

  • Ledreborg Livsstilsdage finder sted i dagene 29. maj. - 01. juni. Se mere på www.ledreborglivsstil.dk
  • MadhåndværksLEJREn findes i hjertet af Ledreborg lige uden for Slotsladen og harnummer T09