Medlemmer af Billedkunstrådet er valgt

3 lokale kunstnere er valgt til Billedkunstråd. Sammen med de øvrige medlemmer skal de sætte gang i de billedkunstneriske aktiviteter i Lejre Kommune.

Skrevet den. 20. juni 2014

3 forskellige kunstnere, hver med base i Lejre Kommune, er af Udvalget for Kultur & fritid valgt til Billedkunstrådet. 

De tre medlemmer er Lene Regius, Vibeke Rytter og Helge Nordstrøm.  Desuden er kunstnerne Jørn Hansen, Henrik Bruun og Steinunn Helga Sigurðardóttir valgt som suppleanter.
Sammen med Claus Jørgensen, der er formand for Udvalget for Kultur & Fritid og Mogens Petersen, formand for Lejre Kunstforening, skal de tegne Billedkunsrådet i de første fire år af rådets historie.

Billedkunstrådet har til opgave at igangsætte og støtte billedkunstneriske aktiviteter i Lejre Kommune og at inddrage brugere og borgere i de billedkunstneriske aktiviteter, som f.eks. udstillinger, festivaler. De skal også igangsætte, støtte og formidle permanent kunstnerisk udsmykning af kommunale og andre offentlige bygninger og pladser, herunder rådgive om kunstindkøb, samt rådgive erhvervslivet om billedkunstnerisk udsmykning.

Fakta

Kommunalbestyrelsen har på mødet den 26. maj udpeget medlemmerne blandt de indsendt kandidater. Udvalget har søgt at sikre en diversitet i Billedkunstrådet efter kriterierne: Geografisk tilhørsforhold i kommunen, kunstart og køn. 

Anette Lydolph Larsen, næstformand i Lejre Kunstforening er valgt som suppleant for Mogens Petersen, og Lulle Zahle, medlem af Udvalget for Kultur & Fritid er udpeget som suppleant for Claus Jørgensen.