Tag skoddet med i lommen

Når det den 1. juli er slut med at ryge på samtlige DSB’s stationer og perroner, så er der hjælp at hente for rygerne.

Skrevet den. 1. juli 2014

Den 1. juli skal cigaretterne være slukkede, inden de rygende rejsende når frem til toget. Derfor har Lejre Kommune i samarbejde med Hold Danmark Rent og DSB besluttet sig til at dele lommeaskebægre ud til passagerne på Hvalsø Station og på Lejre Station, fra kl. 6 til kl. 9 og fra kl. 15 til kl. 18, onsdag den 2. juli.

- Det er en god sag både for mennesker og for miljøet. Derfor er vi også med til at synliggøre de nye regler hos DSB, fortæller udvalgsformand Martin Stokholm, Udvalget for Teknik & Miljø.

Det skal være let for rygerne at komme af med deres skod, og her er lommeaskebægrene et godt redskab. Det lille lommeaskebæger er fabrikeret af et lugt- og varmeisoleret materiale, hvor skoddet bliver slukket og kan være, indtil askebægeret kan tømmes i en skraldespand og bruges igen. Og som navnet siger, så er det let at have i lommen eller i sin taske.

- Det tager omkring fem år for et cigaretskod at blive nedbrudt, og bortset fra at synet af de mange cigaretskod skæmmer på stationerne, så gavner det heller ikke miljøet. Og der er ingen tvivl om, at jo lettere det er for rygerne at komme af med deres skod på en hensynsfuld måde i forhold til naturen jo flere gør det, siger konsulent Bjarke Frandsen fra Hold Danmark Rent.

Hos DSB skal askebægrene være med til at gøre kunderne opmærksomme på de nye tilstande på DSB's arealer. "DSB's arealer bliver røgfrie, efter at vi i vores kundeundersøgelser har konstateret, at mange af vores kunder ønsker røgfrie rejser.  Det ønske indfrier vi nu, " siger Susanne Mørch Koch, der er Kommerciel direktør i DSB.

DSB skønner, at der dagligt bliver smidt 25.000 skod på stationerne, det er ca. 9.125.000 skod om året. Københavns kommune estimerer, at der koster omkring 2 kr. at samle ét skod op. Hvis det regnestykke holder, så koster det godt 18,3 mio. kr. årligt på at samle skodder op.

På stationer landet over bliver der uddelt mere end 45.000 lommeaskebægre i anledning af rygeforbuddet.

På Hvalsø Station og på Lejre Station vil det være medarbejdere fra Vej & Park som deler lommeaskebægre ud.

DSB reklame - røgfri rejse