Folkeskolen i Lejre Kommune løftes i fællesskab

”Et fagligt løft af folkeskolen” er overskriften for skolereformen. Og i Lejre Kommune er mange klar til at løfte. Det står klart efter endnu et velbesøgt stormøde om Skolereformen.

Skrevet den. 7. februar 2014

Hvordan bliver børnenes skoledag, når de vender tilbage fra sommerferien den 11. august? Det spørgsmål er på manges læber og i Lejre Kommune er arbejdet i fuld gang. Torsdag mødtes 170 indbudte; skolebestyrelsesmedlemmer, repræsentanter fra lokale foreninger og mange flere, for at komme endnu et skridt nærmere den nye folkeskole. Torsdagens stormøde er efterfølgeren til efteråret første stormøde om skolereformen i Lejre Kommune. 

Reformen tager form

Aftenen inspirerede de mange deltagere til at tænke nye tanker til, hvordan skolereformens hensigter omsættes til praksis. Og hvad, der før har været visioner og intentioner, blev hen ad aftenen til mere konkrete ideer. Randi Alban, der er forælder på Trællerupskolen og i skolebestyrelsen, understregede, at forældrene er en vigtig brik i reformen: "Vores børn har hørt, at det bliver en heldagsskole, og tror, at de skal være i skole fra 8-16. Vi forældre skal give dem et positivt billede af det nye. Og efter i dag kan jeg sige til dem, at det bliver superspændende". Men hvad synes eleverne, om hvem det hele drejer sig om. Mathias Bune, der går i 9. klasse på Kr.Såby-skole, deltog i Stormødet, selvom han selv vil være gået ud af skolen, når reformen træder i kraft: "Selvfølgelig er jeg interesseret i, hvad der skal ske med skolen. Jeg har selv været igennem den, og jeg tror, at der bliver meget, der bliver bedre. Blandt andet det, at der skal være mere bevægelse i skoledagen", siger Mathias Bune, der også er elevrådssekretær.

Suveræne skoler

Folkeskolereformen er den største reform af folkeskolen i mange år. Reformen lægger sig godt i forlængelse af Lejre Kommunes vision og allerede eksisterende arbejde med Suveræne Skoler: "Det glæder mig virkelig at vide, at så mange er så interesseret i at sætte fingeraftryk på folkeskolerne i Lejre. Vi får endnu bedre skoler til gavn for elevernes læring og trivsel, hvis alle løfter med", siger borgmester Mette Touborg, der også var til stede ved Stormødet.

Helle Dydensborg, chef for Center for Skoletilbud i Lejre Kommune, præsenterede på Stormødet, hvor langt Lejre Kommune er i arbejdet og hvad der endnu venter. "I Lejre Kommune er vi godt i gang. Og skolerne er på vej og har mange spændende projekter. Vi bliver klar til skolestart. Men vi bliver ikke færdige. For den nye folkeskole skal blive ved med at udvikle sig". Carsten Rasmussen, formand for Udvalget for Bøn og Unge, sluttede Stormødet af: "Jeg glæder mig over at se, at i vil noget med folkeskolen, og der har været mange gode ideer og forslag fremme. Nu sover jeg normalt ikke dårligt om natten, men efter i aften vil jeg sige; at det har jeg heller ingen grund til".

Nu kan du blive hørt

Folkeskolereformen er båret af en række overordnede, nationale indsatsområder, men hvordan reformen udmøntes skal defineres lokalt. Rammerne er en længere og mere varieret skoledag, der skal: - udfordre alle elever, så de bliver så dygtige de kan. - mindske betydningen af social baggrund i fht. faglige resultater - øge tilliden og trivslen til folkeskolen, blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis. Fastsættelse af mål, indsatsområder og rammer for skolerne i Lejre Kommune er netop sendt til høring. Nu har alle mulighed for at give sit besyv med på Kommunalbestyrelsens oplæg. Høringsmaterialet mm. kan læses her.

Fakta:

170 interessenter mødtes torsdag den 6. februar på Allerslev Skole. Professor og hjerneforsker Kjeld Fredens og professor Mads Hermansen holdt oplæg om den skole, der fremmer god læring.