Plejecenter Bøgebakken laver restemad til høstfestival den 6. september

I 2013 har Plejecenter Bøgebakken i Lejre Kommune reduceret madspild med 50%. Bøgebakkens medarbejdere viser til høstfestivalen den 6. september i Domus Felix, hvordan de laver lækkerier af resteguldet. Kom og smag på delikatesserne og få gode råd til at minimere madspild.

Skrevet den. 29. august 2014

Et kursus i økologisk omlægning på Københavns Madhus var startskuddet til, at Plejecenter Bøgebakken kickstartede en indsats for at vende et stort, men ikke unormalt, madspild til en positiv historie om, at man med omtanke og planlægning kan lave gode retter af resterne og undgå madspild ved at ændre arbejdsgangene på plejehjemmet. Deres fokus på at minimere madspild har betydet, at de har sparet penge og gjorde det muligt at købe mange flere økologiske råvarer. Derudover har personalet fået gode erfaringer med at lave hoved- og mellemmåltiderne mere spændende og nærende samt inddrage beboerne og skabe en hyggelig stemning omkring måltiderne.

Den 6. september vil personalet fra Plejecenter Bøgebakken til høstfestivalen fortælle om deres erfaringer og servere smagsprøver - bl.a. en lille protein drik med frugter, små omeletterog små romkugler.

Flere retter med rester kan man få inspiration til på hjemmesiden: www.stopspildafmad.dk

Hvor og hvornår?

Den 6. september 2014 i Domus Felix Kl. 11 - 13

Fakta

  • Lejre Kommunes Kommunalbestyrelse har sat som mål, at 75 % af de offentlige måltider er økologiske i 2016.
  • 20% af alt mad indkøbt i Danmark ryger i skralden.
  • En familie smider ud for 10.000 om året, det giver en madspild på 8,4 milliarder kr. på landsplan.
  • Fødevareproduktion er verdens tredjestørste udleder af CO2. FN vurderer, at vi kan reducere dette madspild med 1/3 uden at spise mindre, end vi gør i dag.