Køerne danser i Lejre

På søndag den 13. april lukkes de økologiske køer på græs for første gang i år - en årligt tilbagevendende begivenhed der bare i Lejre Kommune trækker ca. 20.000 besøgende

Skrevet den. 11. april 2014

I Lejre Kommune er to gårde med i Køernes Dag: Stenbølgsgård i Kyndeløse og Bækkenstoft i Store Karleby.

Økologi - det lyder da skide hyggeligt

Den ene gård er Per Thomasens gård i Store Karleby. Her har snobberne fra Rytteriet  (de to rødvins-beduggede herrer fra DR2) allerede været på besøg for at promovere dagen og økologien. Det er der kommet to sjove film ud af.

Smag på Lejre

Den officielle åbning af Økodag 2014 finder sted på Bækkenstoft i Store Karleby. Her kommer fødevareminister Dan Jørgensen, borgmester Mette Touborg og Økologisk Landsforenings formand, Per Kølster.

Lejre Kommune vil også være til stedet på gården for at vise de mange tusinde gæster (hvoraf mange er byboere, og mulige tilflyttere) noget af det, som Lejre kan byde på.

Derfor står køkkenleder fra børnehaven Egebjerget, Marie Renwald og uddeler lækre smagsprøver på økologisk børnemad samt opskrifter til at tage med hjem. Lejre Kommune vil også uddele magasinet Økologiske Lejre til de interesserede.

Over hele landet deltager 70 gårde. Alle holder åbent mellem kl. 10 og 14 og stalddørene slås op præcis kl. 12. Økodagen gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske mejerier Arla, Naturmælk, Thise, Them og Øllingegaard.

På www.okologi.dk kan du finde en gård i nærheden af dig.