Genbrugsbøger puster nyt liv i asylcentrets bibliotek

Lejre Bibliotekerne overdrager nu over 500 bøger til Avnstrup Asylcenters lille bibliotek. - På den måde bliver bøgerne genbrugt i stedet for at blive destrueret, samtidig med at asylcenterets beboere får glæde af både børne- og voksenbøger på en hel række forskellige sprog, siger leder af Lejre Bibliotek & Arkiv, Erik Barfoed.

Skrevet den. 24. april 2014

De 30 kasser med over 500 bøger stammer fra Dansk Center for Integration, der har været igennem en større oprydning og har sendt bøgerne med den gratis nationale kørselsordning til Hvalsø Bibliotek. Nu mangler de mange bøger bare at blive bragt det sidste lille stykke ud i skovene nær Osted og Hvalsø, hvor de 750 asylansøgere fordelt på 48 nationaliteter bor.

Bøgerne er primært skønlitteratur, "populær" faglitteratur og børnebøger på sprogene arabisk, bosnisk/kroatisk/serbisk, persisk, tyrkisk, urdu, polsk, russisk, tamil og vietnamesisk, som Dansk Center for Integration gerne ville donere til asylcentret.

Asylcentret har et fint lyst bibliotekslokale med reoler og Pc'er. Biblioteket er rummeligt, men med mange gamle bøger der nok kunne trænge til lidt udskiftning, så derfor takkede de ja tak til tilbuddet.

- Vi er meget glade for at få nye titler ind på vores lille bibliotek. Et bibliotek formidler både viden og kultur, hvilket kan have stor betydning for integrationsarbejdet i Danmark - og lokalt her i Lejre, siger afdelingsleder Ole Therkildsen, Avnstrup Asylcenter.

Startskud til mere samarbejde

Overdragelsen af bøgerne markerer også startskuddet på et bredere samarbejde mellem asylcenteret og Lejre Bibliotekerne. Fremover vil asylansøgerne kunne låne materialer på kommunens biblioteker ved hjælp af deres id-kort, biblioteket får mulighed for at få asylcenter-beboere ud i ulønnet praktik i kortere eller længere tid til gavn for beboerens cv og integrationen. Asylcentret har eget lille jobcenter kaldet VA (voksenaktivering) i Dianalund som dækker regionen, og VA har allerede etableret samarbejde med Lejres jobcenter.

Asylcenteret vil ligeledes fremover, efter behov, kunne modtage udvalgte kasserede materialer fra Lejre Bibliotekerne på dansk og engelsk.

Endvidere får asylcentret mulighed for at låne materialer ud i depot via Statsbiblioteket mod at asylcentret erstatter bortkomne materialer. Sidst men ikke mindst er der mulighed for at samarbejde om arrangementer.

- Vi har gode muligheder for at slå os sammen om at stille viden til rådighed for samfundet med det formål at fremme udvikling, læring og integration og åbne nye horisonter, slutter leder af Lejre Bibliotek & Arkiv, Erik Barfoed.