Lejre Musikskole

Lejre Musikskole

Den kommunale musikskole i Lejre Kommune holder til i Hvalsø Kulturhus, men undervisningen finder også sted mange andre steder i kommunen. Foruden undervisning afholder Lejre Musikskole årligt flere arrangementer:

Arrangementer

På Lejre Musikskole foregår der en række arrangementer i løbet af musikskoleåret. En stor del af dem finder sted i Hvalsø Kulturhus. Der er diverse afslutningskoncerter for eleverne og deres forældre, hvor eleverne får mulighed for at vise, hvad de har lært.

Eleverne optræder også i Hvalsø Kulturhus ved offentlige arrangementer såsom Spil Dansk Dagen, Hvalsø Kulturnat, klaverfestival og musikskolens sommerkoncert ved sæsonens afslutning.

Desuden spiller eleverne ved arrangementer uden for Hvalsø Kulturhus, hvor alle er velkomne til at deltage. Det drejer sig om Musikskoledagene i Tivoli og Steinway Klaverfestival i Køge. Og Musikskolens jazz-elever spiller ved juletræstændingen i Gevninge og Lejre.

Der er også arrangementer uden elevoptræden, hvor alle er velkomne. Noget helt særligt er Torsdagskoncerterne i Hvalsø Kulturhus, som holdes den første torsdag i hver måned fra november til marts. Her præsenteres både nye stjerner og professionelle musikere i topklasse. Programmet kommer godt rundt blandt genrer og musikinstrumenter.
Eleverne på Lejre Musikskole har gratis adgang til Torsdagskoncerterne.

Også koncerter i Osted med Sjællands Symfoniorkester er åbne for alle.

Derudover er der en række arrangementer særligt for eleverne: I forbindelse med Torsdagskoncerterne er der masterclasses med de optrædende musikere. Og der afholdes cafékoncerter for både instrumentalelever og rytmikbørn. Af andre arrangementer kan bl.a. nævnes workshops, Jazzlørdag og RockCamp samt ekskursioner til blandt andet DKDM's lørdagsskole og DR-Byen.

Undervisning

Lejre Musikskole tilbyder sammenspils- og soloundervisning i klassisk og rytmisk musik for børn og unge i alderen 0 til 25 år. Det allersjoveste ved musik er at spille sammen, og det er der rig mulighed for på Lejre Musikskole.

For de helt små børn mellem 0 og 5 år er den musikalske legestue et særligt tilbud. Her synger, danser, leger, lytter og bevæger børnene sig sammen med forældre eller bedsteforældre.

Elever i de små klasser kan gå til rytmik eller rytmisk værksted, hvor der blandt andet arbejdes med rytmer, sange og bevægelser, samt spille på rytmeinstrumenter.

Skoleelever og unge kan gå til soloundervisning og lære at spille på elektrisk bas, blokfløjte, bratsch, cello, akustisk eller elektrisk guitar, harmonika, klarinet, klassisk eller rytmisk klaver, klassisk eller rytmisk kontrabas, obo, saxofon, klassisk slagtøj, solosang, rytmiske trommer, trompet, tværfløjte og violin.

Der er diverse sammenspilshold for de børn og unge, der har lært at spille på et instrument. Der er for eksempel et slagtøjshold, strygersammenspil, rocksammenspil og et soulband. Der udbydes også korundervisning for børn og unge.

Tilmelding

Tilmelding foregår i foråret, og de aktuelle tilmeldingsdatoer findes på Lejre Musikskoles hjemmeside . Her kan du også læse meget mere om musikskolens undervisningstilbud, arrangementer og lærere.