Plejecentre i Lejre Kommune

Lejre Kommune tilbyder ældre- og plejecenterlejligheder, hvor borgeren får en oplevelse af at være i egen bolig med privathed, nærhed og det individuelle - kombineret med plejecenterets tryghed. Selvbestemmelse og indflydelse på hverdagen er her centrale værdier.

I lejre Kommune findes der følgende Ældre- og plejecentre:

  • Plejecenteret Bøgebakken
  • Ammershøjparken
  • Hvalsø Ældrecenter

Lejre Kommune råder over forskellige typer af plejeboliger. Boliger til borgere med almene plejebehov samt boliger til borgere med demenssygdomme og andre særlige behov.

En plejebolig er principielt en ældre- og handicapbolig, men adskiller sig ved at der er tilknyttet personale, som befinder sig i umiddelbar nærhed af boligen. I plejeboligen ydes der ud over personlig og praktisk hjælp i hverdagen, også hjælp til opretholdelse af et fællesskab og naboskab mellem beboerne. Personalet laver maden, men beboerne er meget velkomne til at deltage, i det omfang de formår.

En plejebolig er således ikke en institution, men en bolig under lejeloven med den råderet over boligen, som er indeholdt i lejeloven.

Beskrivelse af de enkelte ældre- og plejecentre findes på Lejre Kommunes hjemmeside www.lejre.dk.

På ældre og plejecentrene tilbydes et leve-bo miljø i det omfang de fysiske rammer er til stede. Principperne bygger på at skabe et miljø, der giver oplevelsen af at være i egen bolig med privathed, nærhed og det individuelle - kombineret med plejecenterets tryghed.  Leve-bo miljøet i Lejre Kommune tager afsæt i de centrale værdier selvbestemmelse og indflydelse på hverdagen.

I hverdagen betyder dette, at opgaverne omkring beboernes hverdag er samlet i leve-bo miljøet i hvert hus. Opgaver som madlavning og tøjvask foregår i beboelseshusene således, at medarbejderne i videst mulig omfang har mulighed for at være sammen med beboerne, mens opgaverne løses. Ligesom det giver mulighed for at beboerne deltager i hverdagsfunktionerne, i den udstrækning de har ressourcer til det.

Frit valg

Borgere i Lejre Kommune, der har fået visiteret hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp, har mulighed for at vælge mellem den kommunale leverandør Frit Valg og private leverandører.

Frit valg tilbyder hjælp til personlig pleje, sygepleje og praktisk hjælp med fokus på borgerens behov.  Hjælpen ydes i forhold til fastlagte kvalitetstandarder og procedure. Det er en klar forventning til social- og sundhedsassistenteleverne at de anvender både kvalitetsstandarder og praktiske procedure i Sygepleje som grundlag for deres ydelser.

Der er mulighed for at få hjælp på alle tider i døgnet.

Frit valgs formål er, at borgeren skal have mulighed for at leve så normalt og selvstændigt et liv som muligt. Plejen tilrettelægges i samarbejde med borgeren med respekt for borgerens ønsker.

Frit Valg i Lejre Kommune er delt op i 11 grupper med hver deres gruppeleder: Aktivitet og Samvær, Ammershøjgruppen, Grønnehave, Lejregruppen, Nordstjernen, Sydstjernen, Pleje i eget hjem, Aften, Nat, Sygeplejersker og Team Vikar.

I Frit Valg støtter vi borgeren i at bevare et godt helbred, og evnen til at kunne mest muligt selv. Det gøres via medindflydelse og dialog. Der er et tæt tværfagligt samarbejde mellem grupperne. Der er også gode muligheder for samvær og hjælp til borgere med demens.

Lejre Kommunes tilbud om Aktivitet og Samvær er placeret på henholdsvis Bøgebakken og Hvalsø Ældrecenter.

Social- og sundhedsassistenteleverne i Frit Valg forventes at støtte op omkring rammer og værdigrundlag for Fri Valg, samt forventes at være en del af medarbejdergruppen.