Oplag af halm

Hvert år forekommer der en række brande i halmoplag både i det fri og i en bygning. Der er en særlig risiko for at brande kan udvikle sig ved opbevaring af halm, hø, tagrør eller lign. og spredes over store afstande som følge af bl.a. flyveild.

Erfaringer fra indsats ved halmbrande har desuden vist, at brand i halm i større stakke er vanskelige at slukke og afgrænse.

Oplag af halm eller lign. over 10 m3 i det fri og over 1.000 m3 i en bygning er omfattet af Beredskabsstyrelsens tekniske forskrifter for træbearbejdning og træoplag, plastforarbejdning og plastoplag, korn- og foderstofvirksomheder, fremstilling og oplagring af mel, visse brandfarlige virksomheder og oplag af 1. februar 1990 med senere ændringer.

For at sikre en forsvarlig opbevaring af halm eller lign. i tilfælde af en brand, således at risikoen for brandspredning mellem oplag eller til omkringliggende bygninger minimeres, samt at der skabes bedre muligheder for slukning og redning af værdier, har Beredskabsstyrelsen senest opdateret reglerne for oplag af halm eller lign. med ændringsforskrift af 1. juni 2007 til TF-visse. Disse regler for oplag af halm eller lign. trådte i kraft den 9. juni 2007.

Beredskabsstyrelsen har lavet en vejledning, som har til formål at uddybe og forklare visse af bestemmelserne vedrørende oplag af halm eller lignende i TF-visse. Derudover er der angivet en række anbefalinger, som kan være med til at øge brandsikkerheden i forbindelse med sådanne oplag.

Se vejledningen her

Lejre Brandvæsen (nu Vestsjællands Brandvæsen) har lavet en pjece med regler for oplag af halm o.lign. Se pjecen i dokument boksen til højre. På side 6 i pjecen finder du også skema til ansøgning om tilladelse til oplag af halm.