Invasive arter

Invasive arter kan være et problem for det hjemmehørende dyre- og planteliv.

Hvad er invasive arter?

En invasiv art er en plante- eller dyreart, der er blevet indført til et område, hvor den ikke er hjemmehørende og som den ikke selv kan sprede sig til. Der findes rigtig mange arter, som ikke er hjemmehørende, men for at en ikke-hjemmehørende art kategoriseres som en invasiv art, så skal den samtidig formere og sprede sig så aggressivt og effektivt, at den udgør en trussel mod det hjemmehørende dyre- og planteliv. En art betragtes kun som invasiv, hvis den har en negativ effekt på det hjemmehørende dyre- og planteliv (biodiversiteten eller den biologiske mangfoldighed).

I Danmark er der igennem tiden blevet indført mere end 2000 plantearter og 500 dyrearter og der kommer hele tiden nye arter til. Invasive planter er eksempelvis ofte bragt til landet som prydplanter eller landbrugsplanter og har efterfølgende spredt sig til naturen.

Danske eksempler på invasive plantearter er kæmpebjørneklo, japansk pileurt, kæmpe-pileurt, rød hestehov og bjergfyr.

Amerikansk mink, bisamrotte, vaskebjørn, amerikansk skarveand, nilgås, signalkrebs og iberisk skovsnegl ("dræbersnegl") er eksempler på invasive dyrearter i Danmark.

Lejre kommune har især problemer med disse invasive arter af planter:

• Kæmpebjørneklo
Japansk pileurt & kæmpe-pileurt
• Rød hestehov
• Canadisk gyldenris & sildig gyldenris
• Vild pastinak
• Rynket rose

I Danmark er det kun muligt at pålægge lodsejere at bekæmpe den invasive art kæmpebjørneklo, men af hensyn til naturen, bør du forsøge at begrænse de øvrige invasive arters udbredelse i naturen.

Læs mere om problemet og om andre invasive arter i Læs mere boksen til højre.