Hvordan og hvor tjekker jeg for rotter

  • Gnavelyde og skarpe hvin på lofter og i hulmure
  • En stærk og ubehagelig lugt af kloak på lofter
  • Brune, fedtede løbespor på bjælker og langs vægge
  • Gnavehuller i mure, vægge og gulve
  • Reder på lofter og under gulve
  • Ekskrementer på omkring 0,5 x 1,5 centimeter
  • Huller i jorden uden opgravningsjord
  • Sammenfald i jorden over områder med kloakrør
  • Synkende fliser eller asfalt kan også afsløre rotter. Indendørs afslører lort og brune belægninger, der hvor den færdes

Hvor holder rotterne til i og omkring huset?

I de fleste tilfælde trænger rotterne direkte ind i huset via fejl i afløbene eller i udluftningen af afløbet. Afløbsudluftningen er et rør, der er ført fra kloakken og op over husets tag.

Der sker ofte tæringer af røret oppe i tagkonstruktionen. Igennem disse tæringshuller vil rotterne så kunne komme ud på loftet. Rotter kommer desuden ind i boligen via afløbene i køkken, bad, toilet, bryggers osv..

Er rotterne kommet ud via utætheder i afløb og kloakker i og uden for huset, kan de trænge ind i kælderen eller krybekælderen gennem ødelagte ventilationsriste eller defekte eller åbne vinduer. De kan også gnave sig igennem ristene.

Er der rotter på loftet, kan de være kommet derop ved at klatre på læmure eller bevoksning op ad huset. Eller er dit hus placeret tæt på en skrænt eller et træ kan rotterne hoppe fra skrænten eller træet op i tagrenden og videre ind i taget

I alle tilfælde er det, rotten søger i huset, tørre redepladser, som den ikke altid kan finde i kloakken, hvor den ellers har gode betingelser med hensyn til vand og mad. Ynglereden består af stumper af halm, papir, sække, plast eller andet tilgængeligt materiale, som rotten kan skrabe sammen.

Uden for huset kan rotterne holde til i udhuse, brændestabler, kompostbunker eller affaldsdynger, hvor de kan være uforstyrrede.