LAG - Midt-Nordvestsjælland - Udvikling af din virksomhed

Læs mere om hvordan du får støtte til dit projekt her.

Hvad er LAG Midt-Nordvestsjælland?

LAG Midt-Nordvestsjælland er en åben forening, som gennem lokalt forankrede projekter bidrager til at udvikle landdistrikterne i Lejre, Holbæk, Sorø, Odsherred og Kalundborg kommuner.

LAG Midt-Nordvestsjælland modtager hvert år ca. 5,5 mio. kr. fra Erhvervsstyrelsen samt EU's Landdistriktsfond. Disse midler anvendes til at støtte lokale gode og innovative projekter, som kan medvirke til at skabe nye job og attraktive levevilkår i de små lokalsamfund i området.

Hos LAG Midt-Nordvestsjælland kan du søge om tilskud til dit projekt, hvis projektet kan medvirke til at skabe arbejdspladser, understøtte iværksætteri, udvikle turismen eller sikre attraktive levevilkår i LAG'ens område.

Hvordan søger man om LAG-midler?

Du kan løbende søge om tilskud ved LAG-Midt-Nordvestsjælland, og de indkomne ansøgninger behandles i tre ansøgningsrunder hen over året. Ansøgningsfrister finder du på www.lag-midtnordvestsjaelland.dk, hvor du også finder yderligere information og kan tilmelde dig nyhedsbrevet.

Der kan ansøges om op til 40-50 % af det samlede projektbudget. Kun ansøgninger om tilskud på minimum 50.000 kr. kan komme i betragtning. Det indebærer, at projektets samlende tilskudsberettigede udgifter skal udgøre mindst 100.000 kr.

Hvem kan søge LAG-midler

LAG midler kan søges af både privatpersoner, foreninger og små virksomheder. Kommuner kan også søge om midler under LAG-ordningen, men kun til projekter som ikke falder under kommunens sædvanlige drift. 

Spørgsmål omkring LAG-ens udviklingsstrategi, ansøgningsfrister, regler og bekendtgørelsen m.v. kan rettes til LAG-koordinator Nynne Larsby Friis, nlf@lag-midtnordvestsjaelland.dk.

Du er også velkomne til at kontakte Lejre Kommunes LAG-kontaktperson Tina Unger på tiun@lejre.dk eller tlf.: 2467 4780 og få en snak om konkrete projektidéer.