Tandpleje for børn og unge

Tandplejen arbejder for, at børn og unge kan have sunde tænder og en god tyggefunktion hele livet.

Når tandplejen holder lukket
Ved akut brug for hjælp kan en privat tandlæge eller tandlægevagten i Slagelse (2960 0111) kontaktes.

Tandpleje for børn og unge
Dit barn er automatisk tilmeldt Lejre Kommunes tandpleje, indtil det fylder 18 år.

Akut behov for tandlæge
Region Sjælland tilbyder akut tandlægehjælp i weekender og på helligdage. Du skal altid ringe og få en aftale, inden du  evt. møder op.

Tandlægevagtens telefonnummer er: 2960 0111.

Læs mere om tandlægevagten her

Tandlæge fra 0-18 år

Dit barn er automatisk tilmeldt Lejre Kommunes tandpleje.

I Lejre Kommunes tandpleje lægger vi vægt på

  • at forebygge frem for at behandle
  • at al forebyggelse og behandling foregår i samarbejde med børn og forældre
  • at skabe tryghed i enhver behandlingssituation
  • at tandbehandling udføres smertefrit
  • at motivere til at tage ansvar for egen tandsundhed
  • at samarbejde tværfagligt med sundhedsplejesker, pædagoger, lærere og andre nøglepersoner
  • at behandlinger udføres fagligt optimalt

Den kommunale tandpleje tilbyder

  • forebyggende aktiviteter på klinikken
  • undervisning i skoleklasser efter ønske
  • deltagelse med oplysning til forældremøder
  • at følge børnenes tandskifte
  • at undersøge alle børn for tandstillingsfejl
  • at behandle tandstillingsfejl efter retningslinier fastlagt af Sundhedsstyrelsen
  • undersøgelse og behandling med intervaller der er tilpasset det enkelte barns behov

0-2 årige

For de 0-2 årige gives et småbørnstilbud på den kommunale tandklinik i Kirke Hyllinge.

Det første besøg på tandklinikken finder sted ved 1½-års-alderen, og derefter indkaldes til undersøgelse og behandling med intervaller, der er tilpasset den enkelte.

3-5 årige

3-15-årige er automatisk tilmeldt den kommunale tandklinik, hvor der gives et tilbud om forebyggende og behandlende tandpleje samt tandregulering.

16-17 årige

Unge på 16 og 17 år kan frit vælge at modtage det vederlagsfrie kommunale tandplejetilbud på en kommunal tandklinik eller hos en privatpraktiserende tandlæge efter eget valg. Her er der ingen egenbetaling ved valg af privatpraktiserende tandlæge.

Forudsætningen for at Lejre Kommune betaler regningen fra en privatpraktiserende tandlæge er, at du inden behandlingen påbegyndes, har givet kommunen besked om, hvilken tandlæge, der benyttes.

Besked om tandlægeskift kan indtelefoneres på tlf. 46403108, sendes pr. mail til Tandklinikken@lejre.dk eller sendes med brev til Tandklinikken, Præstemarksvej 12, 4070 Kirke Hyllinge.


Ved skift af tandlæge skal den kommunale tandpleje ligeledes have besked. Der kan kun skiftes tandlæge én gang om året.

Overgangsordning

Kommunalbestyrelsen besluttede den 1. juni 2010, at alle børn og unge i Lejre Kommune fra 0-18 år fremover skal tilbydes vederlagsfri tandbehandling på den kommunale tandklinik, hvor der indtil nu har været frit valg mellem en kommunal tandklinik og en privatpraktiserende tandlæge for alle mellem 3 og 18 år.


Det betyder, at nyfødte og tilflyttere til Lejre Kommune automatisk vil blive tilknyttet den kommunale tandklinik. Hvis der ønskes en privatpraktiserende tandlæge, vil der være en egenbetaling på 100%.

Alle børn og unge, der den 1. juli 2010 har en aftale med en privatpraktiserende tandlæge om tandbehandling betalt af Lejre Kommune, kan indtil videre fortsætte i denne ordning. Det samme gælder for tandreguleringsbehandlinger, der er påbegyndt.

Privatpraktiserende tandlæge

Hvis der ønskes privatpraktiserende tandlæge er der fra 1-1-2013 en egenbetaling på 100%.

Valg af privatpraktiserende tandlæge gælder det samlede tandplejetilbud, hvilket i praksis betyder, at hvis der vælges privatpraktiserende tandlæge med 100% egenbetaling, vil en eventuel tandreguleringsbehandling også være i privat praksis (hos privatpraktiserende specialtandlæge) med 100% egenbetaling.

Hvis du vil skifte tandlæge

Hvis der er et ønske om at skifte fra én privatpraktiserende tandlæge til en anden eller hvis din tandlæge ophører med at praktisere, og at du af den grund er tvunget til at skifte, vil der blive 100% egenbetaling hos den nye tandlæge for de 0-15-årige. Hvis du er mellem 16 og 17 år kan du frit skifte uden egenbetaling, men for alle gælder, at der kun kan skiftes tandlæge én gang om året, og der skal gives besked til den kommunale tandklinik inden behandlingen påbegyndes, hvis Lejre kommune skal betale udgiften til tandbehandling.

Tandregulering

  • Undersøgelse for tandstillingsfejl (visitation) og indstilling til tandreguleringsbehandling foregår på Lejre Kommunes tandklinik i Kirke Hyllinge. For de børn/unge, der anvender privatpraktiserende tandlæge betalt af Lejre Kommune sker dette efter henvisning fra den privatpraktiserende tandlæge.
  • For børn/unge der har valgt privatpraktiserende tandlæge med 100% egenbetaling sker undersøgelse for tandstillingsfejl dels ved de almindelige undersøgelser, eller ved behov hos privatpraktiserende specialtandlæge efter henvisning fra den privatpraktiserende tandlæge.
  • Visitation til tandreguleringsbehandling foretages i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer.
  • Tandreguleringsbehandlinger tilbydes vederlagsfrit på Lejre Kommunes tandklinik i Kirke Hyllinge under forudsætning af, at du modtager tandbehandling enten på den kommunle tandklinik eller hos privatpraktiserende tandlæge betalt af Lejre Kommune.
  • Hvis der ønskes tandreguleringsbehandling hos privatpraktiserende specialtandlæge efter eget valg, er der en egenbetaling på 100%.

Tandreguleringsbehandling helt eller delvist betalt af Lejre kommune kan først iværksættes, når barnet/ den unge er godkendt/visiteret til behandlingen. Påbegyndte tandreguleringsbehandlinger skal færdiggøres, hvor de er påbegyndt, hvilket betyder, at der ikke kan skiftes behandler midt under et behandlingsforløb.

Ifølge Sundhedsstyrelsens regler vil godkendelse af en fase 1 behandling (tidlig forebyggende tandreguleringsbehandling), ikke automatisk medføre godkendelse af en efterfølgende fase 2 behandling (senere korrektiv behandling).