L-SAM - Samarbejde i praksis

L-SAM er en pædagogisk analyse- og samarbejdsmodel for folkeskolerne i Lejre. Den skal kvalificere og lette lærernes og pædagogernes samarbejde om at udvikle en praksis, der sikrer trivsel, udvikling og et godt læringsmiljø for alle elever.

I Lejre er det folkeskolernes kerneopgave at danne rammen om berigende fællesskaber, som skaber læring og trivsel for alle børn. L-SAM er en tænkning og et konkret værktøj til brug for dette arbejde på tværs af skoler, fagligheder og teams.

L-SAM står for Lejre SamArbejdsModel, og den hviler på tre ben:

  1. Teori og viden
  2. Struktur og Systematik
  3. Fast forankring og organisering

Konkret udmønter modellen sig i en mødestruktur med syv trin, der skal sikre, at det professionelle team følges ad i kommunikationen og handler på baggrund af en grundig fælles refleksion over og analyse af problemstillingen.

MÅL: Dét vil vi

Kort fortalt skal L-SAM kvalificere og lette samarbejdet om at udvikle en ensartet praksis af høj kvalitet.

Den stiller skarpt på de faktorer, der er med til at fastholde børn i udsatte positioner, og på de ressourcer, styrker og potentialer, der er hos både barnet og dets omgivelser. På den baggrund hjælper den ledere, lærere, pædagoger og ressourcepersoner med at finde fælles metoder og med at arbejde systematisk med forebyggende og indgribende pædagogiske indsatser.

ORGANISERING: Sådan gør vi

L-SAM er udviklet af Lejre Kommune i samarbejde med Professionshøjskolen UCC. Skolerne har arbejdet med L-SAM siden 2013, og modellen bruges af alle medarbejdere på skoleområdet og i PPR.

 

Modellen bliver integreret i hverdagens praksis gennem strukturerede og målrettede forløb, der bl.a. omfatter temaoplæg, træningsgrupper, lederdage, tovholderdage og workshops for nye medarbejdere.

Forløbene bliver afholdt enten på den enkelte skole eller i tværgående grupper, afhængig af formål og målgruppe.