Nødpasning på daginstitutionernes lukkedage

Der organiseres nødpasning på daginstitutionernes lukkedage i Lejre Kommune sådan, at enkelte institutioner holder åbent og tilbyder nødpasning til børn fra et større geografisk område. Der etableres nødpasning i op til tre institutioner, geografisk fordelt i kommunen. Dog skal der være mindst 5 børn tilmeldt til nødpasning i det pågældende område, før der etableres nødpasning i området. Hvis der er 4 børn eller færre tilmeldt, vil de blive henvist til nødpasning i en institution et andet sted i kommunen. Der vil altid være mindst én institution i kommunen, der holdes åben for nødpasning, dog ikke Grundlovsdag og 24. december.

Forældrene skal senest 3 måneder før de udmeldte lukkedage tilmelde deres barn nødpasning, hvis de har behov for det. På baggrund af forældrenes tilmeldinger, besluttes det efterfølgende, hvilke/-n institution, der holder åbent. Forældrene får besked om, hvor der holdes åbent for nødpasning senest 1 måned før lukkedagene. De enkelte institutioner vil tage imod tilmeldinger fra forældrene.