Spørgsmål omkring økonomi

Spørgsmål
Kan jeg få nedsat forældrebetalingen på mit barns institutionsplads?

Svar
Du kan søge om økonomisk fripladstilskud, hvis din og din ægtefælle/sambos samlede husstandsindtægt er under en hvis grænse, læs mere om økonomisk friplads her. Der ydes ikke fripladstilskud til privat pasning og privatskole SFO.

Spørgsmål
Jeg får økonomisk fripladstilskud, men min indkomst ændrer sig. Skal jeg søge igen?

Svar
Hvis din husstandsindkomst ændrer sig varigt med et beløb svarende til mindst 5 trin på fripladsskalaen skal du ansøge igen så dit økonomiske fripladstilskud kan blive omberegnet. I 2016 svarer det ca. 1.537 kr. om måneden eller ca. 18.439 om året. På den måde vil du fremover få det korrekte fripladstilskud med det samme. Du skal søge digitalt. Hvis du ikke foretager dig noget, vil de beløb, du får for meget eller for lidt, blive trukket fra eller lagt til de efterfølgende måneders forældrebetaling.
 
Spørgsmål
Jeg får økonomisk fripladstilskud og mit barn overgår fra dagpleje til børnehave. Skal jeg søge på ny?

Svar
Nej. Dit fripladstilskud følger automatisk barnet, så længe barnet er indmeldt. Det gælder indmeldelse i kommunal dagpleje, vuggestue, kommunal børnehave, privat/pulje institutioner samt kommunal SFO. 

Spørgsmål
Jeg får økonomisk fripladstilskud til mit ældste barn og nu skal mit yngste barn også starte i dagtilbud. Skal jeg så søge om nyt fripladstilskud til mit yngste barn?

Svar
Nej. Dit fripladstilskud vil automatisk blive registreret på dit yngste barn og du behøver derfor ikke at ansøge om et nyt fripladstilskud.
   
Spørgsmål
Hvorfor har jeg ikke fået en opkrævning for juli måned?

Svar
Juli måned er opkrævningsfri i Lejre Kommune og der kommer derfor ingen opkrævning i juli måned. Du kan se taksterne her

Spørgsmål
Mit barn er startet i et dagtilbud, men jeg har ikke fået en opkrævning endnu.

Svar
Forældrebetalingen bliver ajourført i opkrævningssystemet en gang om måneden. Er dit barn blevet indmeldt midt i måneden vil din opkrævning formentlig først blive udsendt den efterfølgende måned med tilbagevirkende kraft.