Søvn i dagplejen

Iflg. søvnforsker Søren Berg m.fl. viser søvnforskning, at kroppen restitueres og opbygges både mentalt og fysisk under søvnen. Barnet producerer bl.a. vigtige væksthormoner og bearbejder dagens mange indtryk og oplevelser under søvnen. Samme forskning viser også, at børn, der får lov til at sove om dagen også sover bedre om natten end overtrætte børn. Middagsluren har ingen indflydelse på nattesøvnen, hvis blot den ikke overskrider ca. 3 timer. Gode søvnvaner grundlægges i barndommen.

Med baggrund i ovenstående tilbydes alle børn i dagplejen at sove til middag. De fleste dagplejere lægger børnene til at sove mellem kl. 12 og 13. Børnene sover oftest i barnevogn. Men er dit barn ikke vant til at sove i barnevogn, kan vi aftale at det sover indenfor. Dette taler vi om, ved præsentationsbesøget.

De fleste børn under 1 år, har også brug for en lille "morgenlur", som regel foregår det mellem 8 og 9. Men tag en snak med din dagplejer, så I i fællesskab kan finde ud af, hvad der er bedst for dit barn.

Vi oplever nogle gange, at barnet kommer i en alder hvor nogle forældre ikke mener, at barnet har brug for at sove til middag mere. Men med baggrund i ovenstående forskning, tilbyder vi barnet et hvil på en madras med en bog.