Inklusionsmål

Indledning

Inklusion handler om stærke fællesskaber, der rummer forskellighed og mangfoldighed – også for børn med særlige behov. Vi udvikler os i samspil med hinanden. Det inkluderende fællesskab har derfor afgørende betydning for barnets trivsel, læring og udvikling på både kort og lang sigt.
Inklusion er et fælles anliggende, som forældre og personale samarbejder om.
I vores børnehave vil vi arbejde aktivt for at skabe berigende fællesskaber for alle børn.
Dette har vi valgt at efterleve med følgende mål for vores børnehave:

Børnene skal mærke, de er en del af fællesskabet

Det betyder i praksis:
• Vi ser, at barnet trives og viser glæde, bl.a. ved selv at være initiativtager og tager kontakt til de andre børn og personalet
• Deltager i og inviteres til leg/aktivitet
• Barnet modtages positivt og imødekommende af børn og voksne, når det kommer om morgenen

Forældre og personale har et åbent og respektfuldt samarbejde om børnene

Det betyder i praksis:
• Vi er imødekommende overfor familiens og barnets behov. Vi forventningsafstemmer med henblik på at sikre en god start i børnehaven
• Vi inddrager forældrene i barnets trivsel og udvikling
• Vi arbejder for en åben, respektfuld og anerkendende dialog med forældrene
• Vi inddrager forældrene i samarbejdet omkring deres børn med fokus på familiens ressourcer og styrker

Personalet er nærværende medarbejdere, der arbejder anerkendende i relationen til børn og forældre

Det betyder i praksis:
• Vi tager børn og forældre alvorligt
• Vi lytter til det, der har betydning for familien. Vi er imødekommende og hjælper hinanden med at få udvidet vores forståelse af barnet og de ressourcer, der er i og omkring barnet
• Vi taler respektfuldt, værdigt og anerkendende med hinanden om børnene og deres familier

Personalet er reflekterende og arbejder løbende med at dygtiggøre sig

Det betyder i praksis:
• Vi er åbne for nye metoder og tilgange
• Vi giver hinanden feedback, som skaber refleksion og læring, der bidrager til udvikling af vores pædagogiske praksis
• Vi vægter et godt samarbejde internt i personalegruppen samt med eksterne samarbejdspartnere: Eksempelvis PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning)