Krible Krable gruppen

Krible - Krable gruppen er børnehavens gruppe for de mindste børn. Næsten dagligt deles gruppen, idet vi mener vi bedre kan stimulere, udfordre og stille krav når børnene er i mindre grupper.

At begynde i børnehave er starten på en ny stor verden, som barnet skal lære at mestre. At blive selvhjulpen kræver øvelse, derfor opfordrer vi til, at barnet selv lægger madpakke og frugtmadpakken i køleskabet. Så bliver det lettere at finde maden igen. Desuden opfordrer vi Jer, forældre, til at I - i fællesskab med jeres barn - finder dagens overtøj  osv. frem, så det er lettere at finde når vi skal ud. Husk navn i og på alt.

Vi hjælper selvfølgelig der hvor det er nødvendigt. Husk også at opmuntring og opbakning fra jer forældre gør det nemmere for barnet - børnene vokser med opgaven.

Når barnet begynder har vi tradition for, at der klippes et motiv med barnets eget billede samt forældres og evt. søskendes navn. Motivet hænges på døren ind til grupperummet.

For de 3- 4 årige har langt de fleste behov for en middagslur. Vi kan tilbyder dette i tidsrummet 12 - 13.45. De mindste sover i soverummet. De 4 årige sover på madras / seng i et af vores grupperum.

Vi har en ugentlig turdag. I takt med at børnene bliver ældre vil turen blive gradvist længere og vi vil være længere tid væk, så på turdage prioriteres turen frem for søvn.

I dagligdagen støtter vi op om nye legerelationer ved eks. at give 'rum' til at en lille gruppe kan lege 'i fred'. Vi spiser også i små grupper og bruger vores samling til at tale med børnene om, hvordan vi gerne vil ha' det sammen i børnehaven. Hvis vi oplever at et barn har svært ved at finde nye kammerater, vil vi også prøve at matche med nogle børn, som vi vurdere kunne være givtigt for alle parter. I kan som forældre støtte op om dette, ved at invitere hjem og lege. Der opstår ofte nye relationer, når man har været hjemme hos hinanden, og leget på 2 - mandshånd uden afbrydelser fra andre kammerater.

Vi forsøger løbende at dokumentere vores dagligdag bl.a. igennem billeder, som bliver bliver lagt ud på Famly -  som er vores forældre intra. Her kan du sammen med dit barn se billeder fra ture, aktiviteter, leg inde og ude. Billederne viser, hvad børnene er optagede af og fordyber sig i, og hvad de lærer igennem leg og aktiviteter. Det er fotos, som giver anledning til mange smil samt refleksion og gode samtaler mellem børn og voksne.

Hvis der er noget I undres over eller noget i bekymre Jer over, så kom direkte til os. Vi er altid åbne for en snak - ellers finder vi et tidspunkt, hvis det kræver lidt mere tid.