I børnehaven lærer børn at spise alt

Ernæringsassistent Isabella Luisa Vinther Hansen sammen med Ida, Egil og Christian, der skræller gulerødder, mens Mette Carstensen bagved holder øje. Foto: Rita Vestergård

Dagbladet Roskilde lørdag den 27. august 2016 
Af Rita Vestergård

Både børn og voksne ser frem til måltiderne i Skovvejens Børnehave, hvor Isabella Hansen tryller med råvarer, som børnene efterhånden selv kender som medhjælpere.

Braiserede svinekæber med rodfrugtmos og broccoli lyder mere som en middagsret på en fascionabel restaurant end frokostmad i en børnehave.

Ikke desto mindre er det menuen netop den dag, da DAGBLADET Roskilde besøger Skovvejens Børnehave for at se, høre om og dufte til den stedets frokost-ordning.

Jeg har førhen arbejdet i kantiner, men brænder for at lave mad til børn. For det er supervigtigt, at børn får gode spisevaner lige fra, de er helt små, siger Isabella Luisa Vinther Hansen. Hun er uddannet ernæringsassistent, mor til to børn og bor i Vellerup Sommerby med familien.

Det sidste årstid har hun fremtryllet mad af alverdens råvarer i det lille produktionskøkken i Skovvejens Børnehave, der lige nu har ledige pladser, fordi et hold børn har forladt børnehaven for at begynde i skole.

De børn vil formentligt have en vis viden om mad, for her er det ikke nok at spise god mad.

Det er hele processen, der er vigtig. At de lærer de forskellige grøntsager at kende og ved, hvordan de smager og behandles, fortæller Isabella Luisa Vinther Hansen.

Derfor har hun dagligt børn i køkkenet, hvor de skræller majs, gulerødder eller noget tredje, for det øger børnenes lyst til at spise dem.

Børn er jo heldigvis nysgerrige, så det kommer helt af sig selv, når de ser, hvad maden er lavet af, siger hun. Det bekræftes af andre voksne i børnehaven. Børnene tør at spise mere forskellig mad nu, for de er glade for maden ligesom os, fortæller Pia Jensen på den ene af børnehavens to stuer.

Udover den varme mad laver ernæringsassistenten også den øvrige økologiske mad helt fra grunden.

Jeg bager morgenboller, rugbrød og knækbrød. Sylter rødbeder og laver salater og koldskål. Og ind imellem laver vi mad over bål, fortæller hun begejstret.

Udover børnene spiser de voksne i børnehaven med i det pædagogiske måltid.

Isabella laver så meget forskelligt mad, at man bliver inspireret til nye retter derhjemme, fortæller Mette Carlsen, der har nydt maden det sidste års tid her efter ni år med madpakker. Det er dejlig mad, men også sund mad, så vi tager ikke på, fortæller hun med et smil.

Børnehavens ansatte og forældre kan følge med i menuplan og se fotos af maden i en lukket gruppe på facebook.

Så kan forældrene følge med og snakke med børnene om den mad, som de har fået, og nogle forældre vil også gerne have opskrifter, fortæller Isabella Luisa Vinther Hansen.

Hun har 30 timer om ugen i Skovvejens Børnehave, så andre ansatte må sætte ting i ovnen om morgenen, men det fungerer, og forældrene har genvalgt ordningen.

Vores søn savner maden, når han ikke er i børnehave, for frokosten er varieret, børnevenlig og indbydende. Om eftermiddagen er der lidt til den søde tand, men stadig sundt. Vi er imponerede over menukortet, fortæller Maren Feldberg.

Hun og andre forældre har prøvesmagt maden et par gange og ærgrer sig kun over, at den ikke kan købes med hjem...

Smiley, Fødevarestyrelsen finder du her