Vores fysiske rammer

Inde

I børnehaven er der masser af forskellige rum, hvor børnene kan lege. Samlingspunktet indenfor er vores dagligstue med sofaer, små borde, legetøj, spil, tegneredskaber og bøger. Derudover har vi bl.a. pude- og soverum, dukkekrog, badeværelser, dagligstue og to garderober samt "Fritteren", der mest er for de ældste børn. Desuden har vi et loft fyldt med spændende materialer, som personalet benytter sig flittigt af.

Det mest specielle rum i Avnstrup Børnegård er nok pejsestuen, der for nylig er blevet omdannet til et inspirerende sanserum med de fire elementer ild, jord, luft, vand - og masser af plads til bevægelse, leg, teater, dans og sang. Senest har vi fået et nyt køkken, hvor børnene er med til at lave mad til frokost en gang om ugen og bager i hverdagen og til arrangementer. Se mere om vores mad-dag her.

Ude

Udendørs har vi en pragtfuld have og naturlegeplads med masser af små "hemmelige" steder. Der er bålplads, legehus, sandkasser, klatretårne, bålhytte/shelter, små pilehytter og hus med ovn. Vi vægter højt at have en legeplads, hvor de fleste legeredskaber er lavet af naturmaterialer.

På den anden side af huset har vi en asfalteret gård, hvor børnene cykler og kører på andre køretøjer og leger/ lærer om trafik med skilte o.l. Der er også en stor sandkasse. Og så er der bærbuske i haven, hvor vi høster bær i sensommeren, så børnene kan være med til at lave deres egen marmelade.

Vi har også haveborde og parasoller flere steder i haven og på terrassen og spiser tit ude fra forår til efterår.