Hvad er en idrætsbørnehave?

Lidt historie: I sensommeren 2006 godkendte kommunalbestyrelsen i den ”gamle” Lejre Kommune Børnehaven Myretuens forslag om, at Myretuen skulle laves til en idrætsbørnehave.

Idrætsbørnehave - hvad er det?

Hele idèen om idrætsbørnehaver startede for få år tilbage og er opstået, fordi vi i Danmark oplever en tendens til, at børn ikke bevæger sig nok. I dag er idrætsbørnehaver blevet meget populære, og der åbner hvert år adskillige idrætsbørnehaver rundt om i landet. Skal børnene nu til at lave eliteidræt? Nej - en idrætsbørnehave har stor fokus på at børnene bevæger sig mere.

Det handler om den basale glæde, velvære og det sociale liv man får igennem leg og bevægelse, og som børnene gerne skulle bringe med sig videre i livet. Personalet uddannes og arbejder udfra idrætspædagogikken, som handler om at tænke "bevægelse" ind i alt som barnet foretager sig. Bare det at sidde og tegne er der jo bevægelse i. Så det handler ikke kun udelukkende om at spille fodbold eller lave gymnastik!!

Idrætsprojekt eller idrætsbørnehave - hvad er forskellen?

For at kunne kalde sig for en idrætsbørnehave kræver det, at personalet gennemgår en uddannelse, samt at de rette fysiske rammer er tilstede. Uddannelsen af personalet sker i samarbejde med Dansk Idrætsforbund og Peter Sabroe-seminariet, og de fysiske rammer er godkendt af de samme samarbejdspartnere.

For hver enkelt personale gælder det, at udover glæden ved at arbejde med børn, så har vi en grundlæggende glæde og interesse i at bevæge os.