Hvordan underretter jeg som fagperson?

Er der åbenbar risiko for barnets trivsel og udvikling?

Som fagperson kan du IKKE underrette anonymt. Som fagperson skal du udfylde underretningskemaet, som du finder HER. Du finder en vejledning til underretningsskemaet HER. Du skal sende det udfyldte underretningsskema til e-mailadressen: underretning@lejre.dk. Som medarbejder skal du så vidt muligt altid inddrage og orientere din leder ved fremsendelse af en underretning.

Orienter forældrene og forsøg at indhente samtykke

Før du underretter, bør du som hovedregel orientere forældrene om, at du vil sende en underretning til Frontteamet i Lejre Kommune.
Du bør også forsøge at få samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til at kontakte Frontteamet om din bekymring.
Skulle det ske, at forældrene ikke vil give samtykke, skal du alligevel underrette Frontteamet, hvis du har kendskab til eller grund til at antage, af et barn eller en ung har behov for særlig støtte.
Det skal du gøre, fordi din underretningspligt går forud for din tavshedspligt.

Udsættes barnet for vold og/eller seksuelle overgreb?

Hvis du som fagperson har mistanke om eller kendskab til, at forældre har udsat et barn eller en ung for vold, seksuelt misbrug eller andre overgreb, skal du ikke forsøge at indhente samtykke fra forældrene. Dette skyldes, at en orientering af forældrene kan indebære at politiets muligheder for efterforskning forringes.
Her skal du med det samme kontakte Frontteamet i børn- og ungerådgivningen og derved følge Lejre Kommunes Beredskabsplan, som du finder HER

Er du bekymret for, at et barn eller ung udviser radikaliseret/ekstremistisk adfærd?

Radikalisering opfattes bredt, hvorfor det kan optræde i ekstremistiske miljøer, f.eks. blandt højre- og venstreekstremister, militante dyresagsaktivister m.v. Hvis du er bekymret for, at et barn eller ung udviser radikaliseret/ekstremistisk adfærd skal du drøfte dine oplevelser med din leder og I skal derefter følge antiradikalseringsproceduren, som I finder HER

Brug for akut hjælp uden for kommunens åbningstid? 

Er der akut brug for hjælp uden for kommunens åbningstid, skal du ringe til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 46 35 14 48. Politiet vil sætte dig i forbindelse med den sociale døgnvagt.